Den levende bygning

Sognepræsten skriver

Bethlehemskirken er en del af Den Danske Folkekirke og en sognekirke på Nørrebro. Vi er et mangfoldigt og farverigt fællesskab, som ønsker at Gud må forvandle vore liv og den verden vi er en del af.

Der er nogen, der siger, at folkekirken er kedelig og grå, men sådan er det ikke i Bethlehem, som kirken kaldes i daglig tale. Søndag formiddag holder vi fest. I Gudstjenesten er vi fx inspireret af oldkirken og den koptiske tradition, og hvis du kigger forbi, vil du opleve, hvordan den er fyldt med mystik, krop og gudsnærvær. Deltagelse vægtes højt i søndagens højmesse, det betyder, at du alle søndage kan se mange andre end præsten i aktion. Du vil fx se frivillige, der beder kirkebønnen, spiller rytmisk musik eller læser selvskrevne digte højt. Efter prædiken er der altid mulighed for at blive bedt for, hvor nogle fra menigheden vil bede Guds velsignelse ind over dit liv. Kirkemusikken er en blanding af orgel, guitar, klaver og sang. 

Konformiteten er smidt på porten

Menighedens sammensætning er bred og ukonform. Der kommer både studerende, børnefamilier, ældre og generelt folk i meget forskellige livssituationer. Vi synes selv, at denne sammensætning er meget unik, især fordi vi befinder os i et samfund, hvor der er en tendens til, at mennesker grupperer sig med dem, de ligner. Men i Bethlehem er vi et kludetæppe, og det er vi stolte af. De fleste af os har fundet ud af, at vi i grunden kan lære meget af de mennesker, som vi måske ikke lige ligner.

Kaffesnak og frokost-dates

Fællesskab er anden ting, som betyder meget for os. Derfor har vi altid kirkekaffe efter gudstjenesten, hvor man kan blive og hænge ud, finde nogle at spise frokost med og snakke lidt om ugen, der gik. I løbet af ugen mødes en del af menigheden i små grupper i private hjem, hvor de deler liv og læser i bibelen. Formålet med de små grupper er både at skabe nærvær i det store fællesskab, men det er også et sted, hvor man i samtale med andre, kan få sat ord på sin tro, og få hjælp til at leve sit kristenliv. 

Påsken er vild i Bethlehem

Kirkeårets gang er endnu en ting, som fylder meget i Bethlehem. I løbet af påskeugen vil du fx, hvis du ikke mister pusten, kunne være med til i alt 21 tjenester. Påskeugen kulminerer med lørdagens påskenatsgudstjeneste. Gudstjenesten påskenat er en stor højtidelig nytårsraket, der eksploderer midt i foråret i et væld af mørke og lys, musik, bøn og påskeæg.

Der sker rigtig meget i Bethlehem, så hvis du har lyst til at vide mere, så gå ind på de forskellige menuer her på vores hjemmeside.

Du kan også blive medlem af Bethlehemfællesskabet, hvis du vil involvere dig mere i kirken.


Skriv til sognepræst ved Bethlehemskirken
Martin Drengsgaard
Email sognepraest@bethlehemskirken.dk
Tlf 20878657

Menighedens historie

 

I 2018 ved kirkens 80 års fødselsdag og sognets 100 års, udkom der er jubilæumsskrift ved kirkens kantor (nu genoptrykt). Under afsnittet ”Bethlehemskirkens liv - Højmessen i centrum” henvises til en artikel om beretningen om årene 1981-2007 i Bethlehemskirken, som kan læses i bogen: Karismatisk fornyelse i Danmark - Hans Kristian Neerskov (red.) ProRex Forlag 2008

s. 99-126: Bethlehemskirken, Ole Skjerbæk Madsen www.prorex.dk (udsolgt), men afnittet fra bogen kan downloades her:
KLIK HER  for at downloade