Passionsgudstjeneste ifølge Lukas v. cand. teol. Elon Anders E. Lauterlein

Passionsgudstjeneste ifølge Lukas v. cand. teol. Elon Anders E. Lauterlein

Passionsgudstjeneste ifølge Lukas v. cand. teol. Elon Anders E. Lauterlein

# prædikener i påsken

Passionsgudstjeneste ifølge Lukas v. cand. teol. Elon Anders E. Lauterlein

Jesus, husk mig, når du

kommer i dit rige!
Hvem kan vi stole på? Hvem
vil hjælpe os? Hvem kan vi have tillid til?
Palmesøndag døde mindst 40 af
vore brødre og søstre i Ægypten. De døde ikke ved et tilfælde, men blev dræbt
ved et angreb, af nogen der ville dem ondt. De lever i et land, hvor staten
ikke er i stand til at yde dem tilstrækkelig sikkerhed, ligesom mange andre
steder i verden, hvor landets ledere ikke er i stand til eller ikke ønsker at
beskytte de kristne.
Hvem kan de stole på? Hvem
kan hjælpe dem? Hvem kan de have tillid til?
De Ægyptiske ledere har dog
lovet at gøre noget for sikkerheden for de kristne i landet, men at sikre de
kristne fuldstændigt, kan de i realiteten nok ikke klare. Hvis nogen vil noget
ondt, så finder ondskaben sin vej alligevel.
I mellemtiden bliver der
gravet grave inden i kirkerne. De grave er til ofrene for angrebene.
De bliver begravet i kirkens
gulv som martyrer. For sådan er det stadig og har været fra starten,
martyrernes blod er kirkens udsæd. Kirker blev allerede tidligt bygget på
martyrernes grave.
Vi er afhængige af
vidnesbyrdet fra dem der følger efter Jesus Kristus. Vores kirke er bygget på
vidnesbyrdet om den tomme grav og vidnesbyrdet fra alle dem der er fulgt efter
lige siden.
Hvem andre kan vi stole på? Hvem
andre kan hjælpe os? Hvem anden kan vi have tillid til end vor Herre Jesus
Kristus? I ham lever vi og dør vi og intet kan rive os ud af hans hånd og
skille os fra Guds kærlighed!
Vi hører i dag om en mærkelig
magtkamp. Spørgsmålet om hvem der er størst, står som en overskrift over Lukas’
passionsberetning.
Er det folkets ældste,
ypperstepræsterne eller de skriftkloge? De fører Jesus for Rådet, så noget magt
har de.
Rådet fører Jesus til
Pilatus, Roms mand i byen, med anklagen om, at Jesus opfordrer til at snyde i
skat til kejseren.
Pilatus, Roms mand i byen,
han har meget magt. Men Pilatus sender Jesus til Herodes af bureaukratiske
årsager.
Der hører jo et vist
bureaukrati til magten!
Magten ligger hos Herodes og
ikke hos Pilatus i dette tilfælde, fordi Jesus var fra det område, hvor Herodes
udøvede sin magt.
Herodes sender dog Jesus
tilbage til Pilatus. Pilatus prøver først
administrativt at løslade Jesus. For når man har meget magt, må man jo lade
noget af magten eksekvere gennem administration.
Men han får ypperstepræsterne
og rådsherrerne i mod sig. De vil have Jesus korsfæstet.
Jesus som overfor rådet ikke
benægtede, at være Guds søn.
I stedet for at Jesus blev
løsladt, Jesus, som kaldte Gud for far, så blev Barabbas – fars søn – løsladt. Barabbas
som netop var skyldig i nogle af de anklager, som var rette falsk mod Jesus.
Folket råbte højt og den højtråbende magt fik sin vilje. Populismens magt
vandt, kan man sige.
Jesus står i hele dette
forvirrende magtspil tilsyneladende fuldstændig magtesløs.
Han forsvarer sig ikke og
hans venner forsvarer ham ikke – de er flygtet.
Til sidst er han også fysisk
blevet så magtesløs, at kan ikke kan bære sit eget kors frem til
henrettelsesstede, men Simon fra Kyrene bliver beordret til at bære det for
ham.
Der på korset hænger Jesus
nu. Jødernes konge, som der står på en indskrift over ham, hvis nogen skulle
være i tvivl, for han ligner ikke just en konge. Det skilt var en hån med hån
på.
Men der på
henrettelsespladsen hænger der en anden døende mand. Alt er håbløst for ham.
Alt er håbløst for Jesus. Alligevel midt i denne håbløshed er der dog et håb.
Manden på korset beder Jesus om at huske på ham, når han kommer i sit rige. Og
Jesus svarer ham, at han skal være med i Paradis i dag. Og inden Jesus udånder
brænder der også et lille håb i Jesus, med bønnen fra Salme 31: fader, i dine
hænder betror jeg min ånd. En bøn som har afsluttet aftenbønnen for mangen
bedende gennem historien lige siden.
De destruktive magter ser ud
til at have vundet nu. Lige som når vi hører om brødre og søstre der også
bliver dræbt forskellige steder i verden. Det virker håbløst!
Så står vi tomhændede tilbage
og ser på korset og de ødelæggende magter der findes omkring os.
Og vi mærker, at vi kan ikke
sikre vores liv.
Vores liv er dybest set ikke
i vores egne hænder. Vi kan kun håbe på Gud.
Som røveren på korset, hvis
sidste bøn var at Gud måtte huske ham, for alle andre havde allerede glemt ham.
Og som Jesus sidste bøn inden
han døde, hvor han overgiver sit liv i Guds hænder.
For Gud er den, hvis magt
ikke er begrænset af døden. Gud har magt til at rive os ud af dødens hånd og
magt til at forvandle vores liv til et velduftende vidnesbyrd om ham.
For Gud oprejste Jesus fra
graven igen, som et vidnesbyrd om, hvad vi skal blive til i Gud.
Vi var ellers taget til
fange. Som Barabbas sad vi i lænker og kunne bare vente på vores dom, en dom
som ikke tog hensyn til at vi er Gud Faders børn. Men Jesus har på forunderlig
vis byttet plads med Barabbas, byttet plads med os. Jesus var flere gange ved
at blive løsladt under sin ”rettergang”, men blev det ikke, fordi han skulle
bytte plads med os.
Vi er nu, som faderens børn,
frie på trods af alt det vi har gjort der kunne få os dømt.
Hvad skal vi så bruge denne
frihed til? Hvad er vi frie til?
Det fortæller Simon fra
Kyrene os.
Simon var en fri mand. Han
kunne selv bestemme, hvor han ville tage hen og han havde råd til det. Han kom
fra Kyrene i det nuværende Libyen. Og han var på pilgrimsrejse for at fejre
påske i Jerusalem. Men Simon bliver et billede på vores kald.
Simon betyder ”lyttende”.
Vi er kaldet til at være
lyttende efter Guds kald. Guds kald til at tage vores kors op og følge efter
Jesus.
Det var det Simon gjorde.
Han bar korset og fulgte
efter Jesus op til henrettelsesstedet.
Når vi lytter, kan Gud føre
os ad veje vi ikke havde regnet med eller selv kunne planlægge eller bemægtige
os. Simon havde formentligt ikke regnet med, at hans navn skulle foreviges
senere på dagen, hvor han på vej ind til Jerusalem stod over for at skulle
tjene Guds egen søn helt konkret ved at bære hans kors for ham. Simon blev Guds
tjener – måske ikke på den måde han havde regnet med, men måske en af de
største?
På samme måde er vi kaldet
til at lytte til Gud og tjene ham – måske ikke på den måde vi havde regnet med.
For med Gud er det vist sådan, at man ikke helt kan regne ud, hvor vejen går.
Og hvad der ser stort ud i
vore øjne, er småt i Guds og hvad der er småt i vore øjne, f.eks. at blive
beordret til at bære en dødsdømt mands kors, er måske stort i Guds øjne.
Magten er på en sær måde
vendt på hovedet.
Men et er sikkert, fordi
Jesus er opstået og lever, lever vi og er kaldet til at tjene Gud ved at tjene
hinanden. Vi er kaldet til at bære hinandens byrder, som Simon bar Jesu byrde.
Vi er kaldet til at tjene.
Måske kan vi godt stole på
vore myndigheder og sikkerheden her i landet. Men hvis nogen vil noget ondt,
finder ondskaben nok sin vej.
Dybest set er der kun Gud at
overgive sit liv og sin ånd til og bede:
I dine hænder herre Gud,
befaler jeg nu min ånd.
Du forløser mig du trofaste
Gud.
I dine hænder herre Gud
befaler jeg nu min ånd.
Ære være Faderen og Sønnen og
Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed.
Amen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed