Inspirationstur til London d. 21. – 23. Maj 2016. Af Martin Drengsgaard.

Jeg tog i foråret initiativ til at lave en inspirationstur til All Hallows Bow, en kirke i øst London. Inspirationen til denne tur fik jeg sidste år på Sommeroase, hvor den lokale sognepræst Chris Rogers var på besøg.
Chris fortalte her om kirken, som ligger i et område i London, der minder noget
om det område, som Bethlehemskirken ligger i. Således er der i All Hallow’s
sogn 65% muslimer. Dernæst er der også mennesker, som er meget rige og mange der tilhører en fattig arbejderklasse. Formålet med turen var at se, hvordan kirken
engagerer sig i lokalområdet og søger at gøre Gudsriget gældende der. Derfor
havde jeg inviteret mennesker med fra Bethlehemskirken, som er særligt engageret
i det lokale arbejde i sognet omkring Bethlehemskirken. Vi blev en gruppe på 7
personer, bestående af mig selv, Benedicte Adrian, Johanna Adrian, Ditte Phil,
Kristine Van der Keur, Helene Ryhl og Jonas Mathiasen.

Beskrivelse af turen, og hvad vi har taget med.

All Hallows Bow ligger som før omtalt i et område i London, som er et socialt udfordret område. Chris Rogers har været præst i kirken siden 2011. Dengang i 2011 bestod menigheden af 7 ældre damer. Kirken havde på det tidspunkt været uden præst i 2 år. Derfor stod kirken overfor at skulle sælges til det muslimske samfund eller gives til en præst som ville tage udfordringen på sig, og skabe nyt liv i kirken. Den udfordring tog Chris Rogers og konen på sig. Siden har kirken ligeså stille udviklet sig, så at de i dag har en menighed på omkring 100 mennesker. Menigheden består af alt fra tidligere narkomaner til unge veluddannede mennesker.

Vi ankom til London lørdag eftermiddag kl. 17.00. Her mødte vi Julia Heislet Kajgaard. Hun er teologistuderende fra Århus og har siden juli 2015 været i praktik i kirken og hjulpet til med alt lige fra Gudstjenester til diakonalt arbejde og kirketjenerarbejde. Julia tog vores gruppe med ud og spise og efterfølgende på pub, hvor hun fortalte om kirkens liv og hendes tjeneste i kirken. Søndag var vi til to Gudstjenester i kirken, og mandag formiddag snakkede vi i 2 timer med præsten Chris Rogers.

Kirkens vision er ”to be an explosion of Joy to the local community”. En vision
som de oplevede, at Gud lagde dem på hjertet som et modsvar til den depression,
som de oplevede herskede i lokalområdet.

Kirken prøver bl.a. igennem 4 store fester om året at skabe glædeseksplosioner, som skal give en lille forsmag på himlen. Omkring 1. Søndag i advent har de et fakkeltog igennem bydelen, hvor alle inviteres til at kreere deres egne lamper af rispapir og gå med i optoget. Dernæst bliver der også lavet julekort fra præstefamilien, der deles ud til alle i området, og som også inviterer til julens gudstjenester og julebasar. 2. Påskedag har de æggejagt og en stor fællesspisning uden for kirken. I løbet af sommermånederne er der desuden også et par fester. Fælles for alle festerne er, at kirken søger at engagere de lokale folk i området. På den måde bliver det ikke bare kirken, der står for festerne, men er med til at skabe rammer for lokale initiativer.

I alle de initiativer, kirken laver, har de grundværdi som er udgangspunkt for deres engagement. Grundværdien er ”high impact, low maintenence”. De ønsker med andre ord, at deres engagement bliver så simpelt så muligt, uden det store vedligehold. De har denne værdi, fordi vi i kirkelige sammenhænge nogen gange godt kan blive optaget af at lave tingene rigtig smarte, og dermed bruge rigtig meget energi på noget, som alligevel ikke har den store virkning. Derfor er det for dem vigtigt at holde alting simpelt.

En anden måde, hvorpå kirken søger at skabe glæde i lokalområdet, er igennem deres lokale diakonale center, hvor der ugentligt foregår forskellige aktiviteter, bl.a. engelskundervisning. Dette center bemandes af en ansat leder og dernæst af ressourcestærke frivillige, som er flyttet til området for at arbejde med på kirkens vision. De fleste af disse frivillige har givet et samtykke på, at de vil blive boende og arbejde i sognet i minimum 5 år.

Gudstjenesten om søndagen i kirken var en speciel oplevelse. Der var konfirmations-søndag. Konfirmationer i den anglikanske kirke foregår ikke som i Danmark, hvor hele klasser konfirmeres. I den anglikanske kirke kommer man til præsten, når man oplever, at man er klar til at blive et fuldgyldigt medlem af den anglikanske kirke. Det betyder, at nogle er unge og andre ældre, før de bliver konfirmeret. Konfirmationen bliver foretaget af biskoppen og ikke den lokale præst. Til den konfirmationssøndag vi var til, var der en dreng på 15, en kvinde på 25 og to mænd på ca. 30, der valgte at blive konfirmeret. Da
den ene mand skulle fortælle, hvorfor han blev konfirmeret, sagde han: ”it is
11 o’clock and I am still sober”. Altså kl. er elleve, og jeg er stadig ædru.
Manden havde oplevet, at kirken og troen på Kristus havde befriet ham ud af sit
misbrug, og derfor ville han nu konfirmeres

Dernæst var Gudstjenesten søndag formiddag også præget af en
stor mangfoldighed, og det var hjemmevandt på den måde, at der både var
liturgi, salmer og morderne lovsang. Dernæst snakkede jeg efter Gudstjenesten
også med nogle kvinder, som havde været i kirken i 30 år og som nu var enormt
begejstrede for det liv, som Chris havde bragt med sig.

Om aftenen var der anden Gudstjeneste, der mindede mere om et karismatisk møde, end om en egentlig gudstjeneste. Til den Gudstjeneste kom der rigtig mange yngre. Og det var meget interessant at høre, at det faktisk var disse unge i alderen ca 25-35, som var dem der gav penge til kirken, så at kirken kunne køre rundt. Det var altså unge mennesker, der donerede penge, så at den lokale mangfoldige menighed om formiddagen kunne mødes.

For os, der var af sted på turen, var det for alle en rigtig god oplevelse. Vi oplevede på mange måder at vi kom over til noget som mindede om Bethlehem i London. Og det var opmuntrende at opleve, hvordan denne kirke på nogen måder fungerede samstemmende med Bethlehem i dens mangfoldighed. Dernæst var det også udfordrende. Chris, præsten, var meget fokuseret på den mission kirken havde i lokal området. Og da jeg spurgte ham, hvad det vigtigste han havde at sige til unge mennesker på omkring 20, så svarede han: Mange unge tænker, at det er meget radikalt at rejse ud i verden og gøre en forskel i et halv år. Men det er ikke radikalt, det er bare en oplevelse. Nej, det som er virkelig radikalt, er mennesker, der vier sit liv til en lokal kirke, og bliver i et lokalområde igennem mange år, og der bliver ved med at tjene Gud og tjene mennesker.