Jesus og Barrabas - v. Eva Henriksen

Jesus og Barrabas - v. Eva Henriksen

Jesus og Barrabas - v. Eva Henriksen

# prædikener i påsken

Jesus og Barrabas - v. Eva Henriksen

I faderens og sønnens
og Helligåndens navn.




Jeg vil talte om Jesus
og Barrabas.




Jesus, den ventede Messias og Barrabas,
oprøreren, jødernes svar på Sven Gønge.




Hvad skal man sige om de to? En ting er
sikkert, og det er, at Pilatus hellere ville have Barrabas uskadeliggjort end
Jesus. Ikke af særlig veneration for Jesus, men fordi Barrabas var den farlige
mand. En oprørsleder, der ikke veg tilbage for at slå ihjel. Jesus, derimod –
jaja, der havde været lidt uro omkring ham, men set fra Pilatus’ synspunkt var
han ikke farlig.




Ypperstepræsterne havde været hos ham
med deres anklager, men Pilatus kunne ikke se andet, end at det hele var noget
af deres sædvanlige religionsfnidder. Overfor jøderne skulle man balancere på
en knivsæg og konstant være diplomatisk, for et forkert ord kunne få dem helt
op i det røde felt. Og selvom Pilatus havde lært en del, så var han alligevel
hovedrystende over alt det, han kaldte religionsfnidder. Et hav af regler om
alt og intet, et forkert ord og de råbte op om helligbrøde, spise sammen kunne
man ikke uden videre, og de var bange for at blive urene for det mindste. Og nu
kom de så trækkende med denne Jesus, som åbenbart havde trådt på nogle
religiøse tæer. Hvorfor i alverden skulle han dog henrettes. Men Barrabas, det
var en anden sag.




Så da folket ville have Barrabas sat
fri, blev Pilatus noget bleg. De havde ganske vist fanget de andre oprørere,
men Barrabas ville ikke have besvær med at samle nye folk. Bare en af romerne
gjorde det mindste fejltrin, så blev folk letantændelige som tørt halm, og
Barrabas var god til at starte en ild.




Så Pilatus foretrak klart, at det var
Jesus, han skulle sætte fri. Denne omvandrende prædikant, som efter Pilatus’
mening vist var lidt småtosset. Klog nok, men på en egen skæv måde.




Pilatus forsøgte sig, men der var ikke
noget at gøre. Folket ville have Barrabas sat fri. Han forsøgte at argumentere,
men forgæves: Hvad ondt har denne mand gjort? spurgte han. Hans forsøg druknede
i folks råb, de ville have Jesus korsfæstet.







Hvad var der sket med folkestemningen
siden i søndags? De tiljublede jo Jesus, råbte og sang, viftede med palmegrene,
som tog de imod en konge. Hvad var der dog sket? Hvorfor pludselig denne
voldsomme lynchstemning?




Folk er skuffede. Da Jesus kom ind i
Jerusalem om søndagen med sine disciple og alle dem, der fulgte, har det lignet
en mindre invasion. Davids søn kommer til Jerusalem, og nu skal der ske noget.
Han har talt om Guds riges komme, om at være virkelig fri osv, og der skal ikke
meget forestillingsevne til, for at få det til, at han siger ud med romerne. Og hvad sker der så?
Lidt ballade på tempelpladsen, hvor han vælter nogle vekselererboder. Men vekselererne
holdt jo til i hedningernes forgård, hvor hedningerne – og er det ikke mest
romerne? – har lov at være og tilbede. Men hvad interesserer folk sig for det?
De er måske slet ikke interesseret i, at hedninger kommer og tilbeder. Og så
taler han godt, ja. Men sker der nogen forandring? Nej.




Barrabas, derimod, han har i det
mindste gjort noget. At der så røg et par romere med i købet, det er de de
sidste til at beklage. Ud med romerne.







Så folk er skuffede. Og skuffelsen
bliver til frustration, da Jesus bliver fanget og hverken gør modstand eller
kommer med slagkraftige bemærkninger.




Så hellere Barrabas.




Hvis vi forestiller os, at vi er til
stede i disse begivenheder, hvem er vi så? Her i fastetiden er det også tid til
at ransage sig selv. Hvor mange kan med hånden på hjertet sige, at de ikke er
med i mængden, der råber korsfæst? Ganske vist er det ikke en situation, nogen
af os nogensinde har været i, så vi kan alle sige os fri. Men hvor godt kender
vi os selv?




Vi kender alle til noget, der ligner.
Lynchstemning handler om at tage livet af folk, og den mildere udgave (hvis den
er mildere?) handler om at søge at tage livet af folk psykisk. Det er mobning,
jeg taler om. Vi kender alle til det.




Der er ikke langt fra at være helt til
at blive offer. På en måde sker
der det samme i begge situationer, nemlig at omgivelserne ser det, de ønsker at
se i stedet for at se den person, det handler om. De så Jesus som en konge, der
ville befri dem fra romerne, men det var ikke det, Jesus kom for, det var ikke
hans ærinde. Bagefter så de ham som den, der havde skuffet deres forventninger,
men forventningerne var jo noget, de selv havde bygget op. Ingen af delene
handler om, hvem Jesus i virkeligheden er og hvad hans ærinde er.




Når folk finder en helt, og helten ikke
vil være helt, så kammer heltedyrkelsen over i modvilje eller had. Så Barrabas
gik fri, mens Jesus blev dømt. Barrabas var nemlig en rigtig helt.




Alligevel kan jeg ikke komme bort fra
ordene i salmen:







Udrust dig helt fra Golgata




løft højt dit røde skjold




for synd og død, du ser det, ja




angriber mig med vold.







Hvad er det egentlig, der sker, når
folk lyncher og mobber? En ting er, at fornuft og dialog er sendt til tælling, det
er det, der er motoren i det. Så kan man følge flokkens tilskyndelser uden at
skulle tænke sig om eller se offeret i øjnene.




Noget andet og lige så alvorligt er, at
folk, der mobber, ofte er mennesker, der ikke vil se deres egne fejl og
utilstrækkeligheder i øjnene og er bange for, at andre skal se, at de ikke er
perfekte. Så peger de fingre ad en eller anden, så de afleder opmærksomheden
fra sig selv. Det tydeligste eksempel, jeg har set, var en, jeg kendte, som
ikke var særlig dygtig. Hver gang, hun lavede en fejl, så klagede hun over sin
kollega. Og da hun lavede mange fejl, blev det til mange klager. Og folk
begyndte at se skævt til kollegaen. Har hun da ikke styr på noget, passer hun
ikke det, hun skal, hvad tror hun, hun får sin løn for osv. Til sidst begyndte
kollegaen selv at tro på det og gik helt i sort. Men heldigvis blev der til
sidst så mange klager, at nogen syntes, man burde se tingene efter i sømmene,
og så blev den udygtige synlig som det, hun var: en mobber. Sådan går det
desværre ikke altid.







Heller ikke her. Barrabas går fri, og
Jesus bliver dømt. Barrabas kommer til at skylde Jesus sit liv.







Vi behøver ikke at mobbe, og slet ikke
som kristne. Ikke, at det ikke også sker i kristne sammenhænge, det gør det
desværre. Men vi behøver ikke. For når vi står med vores utilstrækkelighed,
vores fejl, vores skyld, kan vi til hver en tid komme til Jesus med det. Kom
til mig,




alle I, som er tyngede af byrder, siger
han, og jeg vil give jer hvile.




Det er ikke bare arbejdsbyrder,
økonomiske byrder, forsørgerbyrder, nej, det er også sjælens byrder. Og hvor
forfærdeligt kan det ikke være at se i øjnene, at man ikke lever op til de
idealer, man har sat for sig selv. Men det er det de færreste af os, der gør,
om overhovedet nogen. Vores utilstrækkelighed venter på os rundt om hvert
hjørne, på hver en åben plads, ja, overalt.




Jesus tager det hele på sig. Samtidig
holder han ikke op med at elske os. I alt det, han sagde og gjorde, var han jo
utrættelig i sine bestræbelser på at vise os en kærlig Gud, som vil vores
bedste.




Jesus fjerner ikke vores
utilstrækkelighed, han lærer os at leve med den. Han viser os, at vi er elsket
som vi er, og at der ikke er nogen grund til at slå os selv oven i hovedet
eller at forvirre begreberne ved at pege fingre ad andre. Ligesom Barrabas gik
fri lader han os gå fri. Ikke sådan, at alt er gemt og glemt, for vi skal ikke
glemme vores fejl, dem skal vi lære af. Men sådan, at skidtet ikke hæfter ved
os, at det ikke har nogen brod. For kærligheden er større end vores fejl, kærligheden
lærer os at leve vores begrænsede liv i taknemmelighed til det, som er godt.
Kærligheden er tilgivelse.




Da Jesus blev korsfæstet, gik han ind
på at tage det alt sammen på sig. Han kan bære det og gøre det til intet.




Så når du nærmer
dig påsken og ved, at du har glemt dine fasteforsætter, så vid, at du er
elsket, som du er. Eller hvis der er andet, for den sags skyld.




Forleden var der en, der spurgte mig:
Hvordan kan man have tillid til Gud. Og jeg måtte svare: Ved at prøve Ham af og
opdage, at der ikke er svig i Ham.




Prøv ham af. Lad ham se dine fejl og
ufuldkommenheder og se, hvad der sker. Uanset hvor svært det er. Bed ham om
hjælp til at se dig selv med hans kærlige blik. Det kan godt svare sig.







Ære være Faderen og Sønnen og

Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed