Prædiken v. Thomasmessen 14. feb. 2016 . v. cand. teol. Elon Lauterlein

Prædiken v. Thomasmessen 14. feb. 2016 . v. cand. teol. Elon Lauterlein

Prædiken v. Thomasmessen 14. feb. 2016 . v. cand. teol. Elon Lauterlein

# prædikener i påsken

Prædiken v. Thomasmessen 14. feb. 2016 . v. cand. teol. Elon Lauterlein

Den der har fået tilgivet meget, elsker meget .... sådan, lidt omskrevet, siger Jesus om en kvinde, der levede i synd , da hun opsøgte ham, imens han sad til bords i en farisæers hus.

Den der elsker meget, har fået meget tilgivet.

Og er det ikke det livet handler om – at elske meget. Vi elsker, fordi Gud elskede
os først. Vi skylder at elske hinanden, fordi Gud elskede os først.

Stridigheder kan opstå de mest uventede steder. Pludselig kommer de dårlige tanker op i en. Pludselig griber man sig selv i at sidde og kritisere og nedgøre en anden i tanker-ne mens man knæler ved alteret for at modtage Jesu legeme og blod.

Er det ikke en utroligt!?

Det kan faktisk forekomme, at de mørkeste og mest ukristelige tanker pludselig
dukker op under de mest hellige øjeblikke.

Nogle gange, hvor vi skulle være mest fyldt af kærlighed, bliver vi de mest
udspekulerede. Selv for disciplene kunne det ske, at de giftigste tanker opstår de mest akavede steder.

Dagens evangelietekst er et eksempel på det. Apostlene sidder ved påskebordet sammen
med Jesus og han har netop indstiftet den nye pagts måltid, nadveren i det forudgående afsnit. - Det måltid som skulle vise, at vi alle er lige over for Gud og at det netop derfor ikke giver menig at diskutere, hvem der er størst.

De har lige deltaget i nadveren for første gang i verdenshistorien og lige dér kom
de i strid om, netop det.

Det blev ikke en dyb samtale om ligheden og broderskabet ved nadverbordet og om
hvordan de kunne tjene hinanden og verden der opstor efter måltidet, men en
strid om, hvem der mon var den største.

Det er på mange måder utroligt at den strid igen dukkede op netop under nadveren.
Tilbage i kap. 9 (v.46-48) havde disciplene den samme strid om, hvem der mon var
størst. Her tog Jesus et barn frem og sagde: ”Den, der tager imod dette barn i mit navn, tager i mod mig… For den der er den mindste blandt jer alle, han er stor.”

I Guds rige er tingene vendt på hovedet. Men det er svært at lære for disciplene og det er svært at lære for os.

Det jødiske Påskemåltid, blev fejret i familien, ikke som en fest i synagogen, men sammen med hele slægten.

Når Jesus fejrer påskemåltidet, fejrer han det ikke med sin familie eller slægt,
men stifter et nyt fællesskab blandt disciplene – et fællesskab der er dybere og mere forpligtende end interessefællesskabet i polokluppen.

Et fællesskab, hvor disciplene er hinandens brødre og søstre og Gud kaldes far.

Derfor bliver denne tanke om, hvem der mon er størst også den giftigste tanke for fællesskabet, der kan opstå.

Det ligger så dybt i os. at ville herske over andre, at have magt og have kontrol, at få anerkendelse og ære eller en masse likes på en facebookopdatering.

Dietrich Bonhoeffer skriver i sin bog Fællesliv: ”…fra første øjeblik ét menneske møder det andet, søger det en kampstilling, det kan indtage og fastholde over for den anden. Der er stærke og svage; er han ikke stærk, da griber han straks den svages ret som sin egen og fører den frem mod den stærke… (og videre skriver han) …Hvilket menneske finder ikke med instinktiv sikkerhed den position, hvor han kan stå og forsvare sig, men som han aldrig nogensinde vil indrømme en anden, (- den position) som han vil kæmpe for med alt, hvad han har, for at hævde sig selv? Det kan alt sammen finde sted under de mest civiliserede og også fromme former… Det er det naturlige menneskes kamp for selvretfærdiggørelse. Den finder han kun ved sammenligning med den anden, ved bedømmelse, ved dom over den anden. Selvretfærdiggørelse og dom hører sammen, som retfærdiggørelse ved nåde og tjeneste hører sammen.” (s.83-84)

Selv her ved nadverbordet opstod den strid blandt apostlene der mest effektivt kunne
splitte fællesskabet ad.

Vi er lige begyndt på fasten.

Fastetiden kan blive en tid, hvor vi bliver opmærksomme på, hvor tæt synden lure på vores
dør. Og det er en tid, hvor vi i særlig grad kan øve os i at gøre det gode og tjene min næste mere og ikke spekulere på, hvordan jeg får sat mig i en position, der kan styrke min magt. En tid, hvor man kan få tilgivet meget, så man kan elske meget.

Når Jesus taler om at folkenes konger kalder sig velgørere, hænger det sammen med

den samfundsstruktur der fandtes på den tid.

Her blev velgerningen gjort som noget-for-noget.

Vi skal være virkelige velgørere.

Ikke gøre det gode for at opnå noget selv, eller prøve at blive venner med nogen,
fordi jeg kan bruge den relation i min egen karriere eller styrkelse af mit
eget ego.

Nej vi skal være gode alene for godhedens skyld. Tjene den anden uden at beregne om
det kan betale sig for mig. Riget er vendt på hovedet. Guds rige er et omvendt rige.

I Guds rige skal man elske meget og det kan man kun, hvis man har fået meget
tilgivet.

Ikke noget-for-noget, men alt-for-intet.

Vi skal ødsle med godheden. Og fastetiden er en øvelsestid, hvor vi kan øve os i den ødselhed.

Her i fastetiden, er det en tid til at blive mere stille, så vi kan opdager os selv lidt mere.

Når vi opdager os selv, ser vi måske, at vores fromhed ofte sidder mere i skindet
end i hjertet, oftere i tankerne end i hænderne.

Jeg tror at fastetiden blev designet til, at vi skulle gå i os selv og finde begæret i os selv og hvad der tændte begæret i os.

Måske finder vi en umættelighed efter anerkendelse eller nydelse eller noget andet.

Vi må lære at læse, hvad det er der drager og lokker os og tænder vores begær, så
begæret ikke bliver tændt og sætter synd i verden, som Jakob beskriver det i
dagens epistel tekst.

Men midt i vores kamp mod synden i os møder vi Jesu ord til Simon: ”jeg bad for

dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine
brødre”

Fastetiden er en omvendelsestid.

Jesus beder for os og for vores tro i denne tid, ligesom koret minder os om det, hver
søndag i trinitatistiden, hvor de synger:

”Herre, du som sidder ved Faderens højre hånd og går i forbøn for os, vi beder dig:
Herre forbarm dig!”

Da striden opstår, reagerer Jesus ikke med høje råb om at de skal tage sig sammen

og forbedre sig, og nu SKAL de altså elske noget mere og gøre noget mere. Sådan kunne en presset chef reagere.

Men selv om det er Skærtorsdag aften og han om få timer vil blive taget til fange med udsigt til tortur, en tvivlsom rettergang og henrettelse, så er det ikke strenge paniske irettesættelser han kommer med.

Han kender i forvejen sine disciples hjerter, styrker og svagheder og han beder for
dem. Han beder for Simons tro, ham der senere på natten vil fornægte ham tre gange.

Jesus beder for din tro – måske din tvivlende tro, at den ikke skal svigte. Den eneste formaning han kommer med er, at når du vender om til ham igen, så styrk de andre troende. Styrk dine brødre og søstre. Elsk dem.

Ved nadveren her lidt senere rækker vi vores hænder frem og modtager Jesus selv.

Jesus Kristus, vor Herre giver sig selv til os – der er ikke os der giver os selv til
Jesus. Nadveren er en Guds tjeneste for os.

Ved at Jesus giver sig selv til os, lærer vi at give os selv videre til hinanden og
til verden. Vi lærer at elske mere, når vi forstår at det er Gud selv der tjener os i nadveren.

Vi lærer at Guds rige er det omvendt rige, hvor Gud selv tjener os og vi lærer, at
vores gudsbilledlighed består i, at vi tjener hinanden i Guds nåde.

Ære være F-S-H

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed