Askeonsdag - prædiken v. indledning til fasten 2106 - Martin Drengsgaard

Askeonsdag - prædiken v. indledning til fasten 2106 - Martin Drengsgaard

Askeonsdag - prædiken v. indledning til fasten 2106 - Martin Drengsgaard

# prædikener i påsken

Askeonsdag - prædiken v. indledning til fasten 2106 - Martin Drengsgaard

Askeonsdag 2016

Askeonsdag er aftnen, som markerer begyndelsen på den kristne faste, som er en åndelig rejse der slutter påskemorgen. Målet med denne åndelige rejse er, at vi får ryddet ud
og renset ud i vores liv, så vi kan lade os fylde af Gud og af Guds kærlighed
og glæde, i stedet for at være fyldt af alt muligt der vil stjæle livet og
glæden fra os, som ikke er fra Gud.

Fasten rummer noget, som altid har været vigtig. Jesus siger, når i faster til sine disciple
– han siger ikke hvis i faster. Han ser fasten som en ligeså naturlig og
nødvendig ting at engagerer sig i som bønnen er. Derfor er faktisk underligt at
fasten har fyldt så lidt hos mange kristne. Ud over, at fasten har været vigtig
til alle tider, så tror jeg, at fasten især rummer noget, som er vigtig i den
kultur vi lever i nu. Her bliver vi hele tiden bliver udsat for mange indtryk
fra diverse medier, og for alle de mennesker vi kommunikere med på diverse
sociale medier. Dernæst er der høje krav om præstationer på mange niveauer. De
mange indtryk og det vi skal præstere kan nemlig nemt være med til, at der er
rigtig mange af os, der har problemer med virkelig at mærke os selv, hvilket bl.a.
kan føre til stres, udbrændthed og depression. Og fordi vi ikke kan mærke os
selv, så har vi også svært ved at mærke Gud.

Fastetiden er en tid til, at vi kommer helt tæt på os selv mærker os selv, og vi kommer helt tæt på den Gud, som elsker os. Den Gud som langfredag lader kærligheden koste alt og hengiver sig fuldt ud for den her verden og for dig og mig.

Og for at vi kommer tæt på os selv, så har fastetiden traditionelt været en tid til at gøre
bod, til at hvile, til at leve med håb og til at faste. Igennem disse discipliner vil vi nemlig på en særlig måde møde os selv og møde Gud

Bod

Igennem hele fastetiden vil man, hvis man kommer her i Bethlehemskirken støde på salme 51 fra det gamle testamente, som er en bods salme. I den salme står der bl.a. ”Mod dig at alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der ondt i dine øjne”. Det er en salme, som vi synger, fordi vi ønsker at gøre bod og fordi vi ønsker at tale sandt om os selv.

Og det er jo umiddelbart ikke særlig rart at skulle synge det. Jeg tror, at der hos de
fleste af os er smerte forbundet med, at skulle erkende, at vi gør noget
forkert, at vi ikke handler retfærdigt

For det betyder meget for os at være retfærdige. Når vi senere i dag læser
evangelieteksten, så læser vi om en farisæer og en tolder, som kommer hen i
templet for at bede. Farisæren stiller sig op og takker Gud, fordi han er så
god til at faste og give tiende af hele sin indtægt. Han fokusere på, hvor
retfærdig han er og han er stolt over, at han er noget. Men i sin selvforherligelse bliver han en undertrykker. Et menneske, der lukker andre ude. Det bliver afsløret, da han siger: jeg takker dig Gud fordi jeg ikke er som tolderen der. Farisæren har brug for det uretfærdige menneske for selv at kunne føle sig retfærdig. Og det lige netop derfor, at han aldrig bliver
retfærdig, for han ser aldrig virkelig på sig selv, men lever kun i sammenligningen.

Andre steder kalder Jesus farisæerne for hyklere. Og hykler er græsk for skuespiller. Farisærerne spillede retfærdighedens og godhedens skuespil, for at overbevise dem selv om
deres egen retfærdighed, at de var noget særligt i Guds øjne.

Og mange af os er også indlejret i det skuespil. Vi spiller skuespil for os selv og andre,
fordi vi har svært ved at håndtere vor egen skrøbelighed. Vi vil gerne fremstå
som gode og stærke. Og det vil vi bl.a. fordi der er en stemme inden i os, der er bange for, at
hvis røber over for os selv og andre, hvad der virkelig sker herinde, at så vil
andre flygte fra mig. Og jeg kan måske heller ikke selv holde til at være i det som virkelig sker inde i mig.

Men skuespillere lever alene og ensomme. For en skuespiller kommer jo aldrig tæt på
et andet menneske. Det eneste vi møder hos skuespilleren er en maske. Masken og
skuespillet gør, at vi lever uforbundet med andre mennesker og med Gud

Derfor vil vi i fastetiden leve i bod, droppe skuespillet og smide maskerne. Vi vil gøre
som tolderen, der slår sig for bryster og siger ”Gud vær mig synder nådig”

Og når vi gør det, så stopper vi skuespillet og flugten fra os selv. Vi ser os selv i
øjne som dem vi er. Og lige netop i det øjeblik, kan der skabes der et sandt
møde imellem Gud og mig. Et møde, hvor jeg samtidig får den erfaring, at Gud
ikke afviser mig. Han tager imod mig.

Så bod handler om, at vi mærker os selv. Derfor vil den første sang og det første digt
efter denne prædiken være et forsøg, at skabe et rum, hvor vi får sat ord på
vores skrøbelighed og hvor vi tør begynde at sætte ord på noget af det, som vi
gerne vil flygte fra hos os selv

Hvile

Lidt senere i tjenesten får vi tegnet et askekors på vores pande, og der bliver sagt: ”kom i hu menneske at du er støv og at du skal blive til støv”. Og det er i grunden heller ikke særlig rart at få at vide, at vi blot er støv. I salme 90, som vi skal synge sammen lidt senere får vi at vide, at menneskelivet er som græsset, der gror om morgenen og om aftenen er det væk. Jeg tror mange af os gerne vil have at vores liv har en tyngde og har en mening. At vi er vigtige. Men det er som om, at det her bliver modsagt. Vi er støv og vi er som græs. Vi er skrøbelige og dødelige.

Men vi kan også se disse udsagn på en anden måde. Nemlig, at det liv vi har fået, er en gave. Gud valgte at puste sin livsånde ind i det støv, der er os og dermed blev vi levende. Og vi har kun det her liv, fordi Gud har givet os det. Vi har det ikke, fordi vi selv har præsteret det. Og fastetiden er på den måde en tid til at afstå fra, at vi hele tiden skal skabe vores eget liv, at være bange for, at vi taber vore liv på jorden, hvis vi ikke hele tiden præstere. Derfor er fastetiden en særlig tid til at hvile i, at det er Gud, der opretholder det støv han puster sin ånde i. Det er ikke os.

Derfor er fastetiden også tid, hvor det er helt ok at afstå fra skulle præstere og fylde mange
aftaler i kalenderen med alle mulige mennesker, som jeg skal se. I stedet skal
vi bare lade det være en tid, hvor vi hviler i Guds nærvær og i det er ham som
opretholder livet. Det er ikke os selv.

Håb

Ved nadveren

i dag bliver der efter hver nadverbord sagt: ”at fra støvet skal du igen skal
opstå”. Det liv vi har, det slutter ikke med døden men med liv. Og fasteperioden slutter påskemorgen med opstandelsen. Livet vil vinde over døden. Og det betyder, at der er håb for vore liv uanset, hvor håbløse vore liv ser ud. Mennesker, der lever uden håb bliver modløse, de mister tilliden til andre mennesker og bliver dermed mennesker, der lever kontrolleret af deres angst. På den måde lever de kun halvt. Men Gud ønsker at vi skal leve i frihed og med
tillid.

Og det bliver vi mindet om i fasten, hvor vi hele tiden ser frem mod påske morgen og ved at
på den anden siden af døden venter opstandelsen. Så hver gang vi møder noget,
som vil taget håbet og troen fra os, som det kan være, når vi kigger på os selv
og vore skrøbelige liv. Så skal vi se frem mod påskemorgen og vide, at døden er
besejret. Og uanset hvor skrøbelig jeg oplever, jeg selv er, og hvor meget
smerte jeg oplever, så vil smerten, modløsheden og døden aldrig få det sidste
ord. Det vil livet.

Faste

Faste forbinder vi normalt med at holde op med at spise. Her
vil jeg omtale andre måder at på. Det med at holde op med at spise handler
grundlæggende om at give afkald på noget, som vi oplever, som livsvigtig i
vores liv. Vi ved alle, at mad er nødvendig for vores overlevelse, men der kan være
andre ting, som vi forbinder med en livsnødvendighed. Og det kan være ting, som
vi måske ikke engang er særlig bevidste om. Det kan være vaner, vi har, noget
som vi gør, som vi måske er begyndt at klamrer os til og som fylder og
forstyrre os så meget, at vi hverken mærker os selv eller Gud.

Derfor, når vi faster, så holder vi måske op med at spise, nogle bestemte ting, som fx kød eller
vi holder måske op at drikke kaffe, se fjernsyn, surfe på nettet eller at kigge på facebook. Og det, som sker når vi holder op med at gøre noget af det, som vi normalt gør, er, at der
bliver skabt et tomrum, et vacuum – fordi det, som jeg normalt lige fyldte mit liv med, det fylder ikke mere. Og her vil vi ofte mærke vores skrøbelighed som mennesker, fordi nogle af de ting,
som vi har fyldt os selv med, har været noget, som vi har brugt til at flygte
fra os selv, så for at vi sluppet for at mærke vores egen utilstrækkelighed,
svaghed og manglende evne til at være det vi gerne vil være.

Og lige her, hvor vi er lidt afklædte og nøgne, der begynder vi måske at tvivle på, om der virkelig er nogen der kan elske mig. Mig der er så svag, at jeg har svært ved at ved at være sammen med mig selv. Men det er lige præcis dette fortvivlelsens øjeblik, hvor jeg mærker min skrøbelighed, som er vigtig. Fordi det er her, at jeg igen kan begynde at lytte til Guds helbredende stemme, den stemme, som siger ”du er min elskede søn/datter i hvem jeg har fundet velbehag”. Det er her, jeg begynder på en vandring, hvor jeg måske før har flygtet fra mig selv ved at være en skuespiller i verden, levet for verdens anerkendelse, eller hvor jeg levet illusionen om min uundværlighed. Lige her kan jeg begynder at vandre sammen med mig selv og Gud.

Dernæst er den lille forandring, som vi laver i vores liv, når vi faster en konstant påmindelse for os om, at det er særlig tid til at leve i bod, til at hvile og til at lade håbet fylde. Og denne lille forandring, rummer faktisk muligheden for at der sker en stor forandring i vore liv, hvor Gud kommer til at fylde meget mere..

Praktisk om fasten:

Sidst vil jeg godt nævne to processer som det kan være praktisk hjælp at hænge fastetiden op på:

Noget som jeg vil holde op med at gøre:

Drop skuespillet

Færre ting i kalenderen

Mindre mad, kaffe, slik etc.

Sæt tv’et i kælderen

Noget som jeg vil gøre:

Skriftemål – tal sandt

Mere tid til Guds ord

Give penge og tid til andre

Søge forsoning med mit med-menneske

Og nu vil vi gå i gang – og vi vil begynde med at mærke os selv.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed