02/07/2024 0 Kommentarer
Eventyret om den bulede konservesdåse v.Erik Hviid Larsen
Eventyret om den bulede konservesdåse v.Erik Hviid Larsen
# Uncategorized
Eventyret om den bulede konservesdåse v.Erik Hviid Larsen
Der var engang en dåse. Stod ikke i første række, men alligevel var den godt tilfreds, for den stod på øverste hylde. Fredag var altid en spændende dag. Fredag skete det, at kunderne strømmede til butikken for at købe ind til weekenden, og så var man ikke bare en dåse i butikken, men man blev taget ned af hylden, og blev båret med hjem. Hurtigt blev hylden tømt, men dåsen, blev efterladt - for, som en sagde, ’Den havde jo en bule’.
Tæt på lukketid var den alene på hylden, og græd efterladt og ensom. Pludselig mærkede den varme hænder der forventningsfuld greb den, og en stemme der sagde: ’Hurra, der var en tilbage, godt nok bulet – men det er jo indholdet der er det vigtige. Hvor lækkert. Nu hjem og lave mad.’
Så drog konservesdåsen en lettelsens suk – den var ikke efterladt i butikken, men var på vej til et rigtigt hjem, skabt til at være noget for andre.
Livet et valg.
Vi definerer ofte det gode liv som vores tilvalg – men i virkeligheden er det en livsløgn. At jeg alene er i stand til at afgøre hvad der er lykke, er måske bare enøjet selviskhed, mit krav om egne valg om det jeg kender. Da min datter Sara blev født for fik jeg at vide at hun var en bulet konservesdåse, noget samfundet generelt ikke ønskede og som mange forældre valgte at bortadoptere. Det der gjorde hende uønsket, var at hun havde Downs syndrom. ’Uønksetheden’ er måske bare vores usikkerhed over for det ukendte, dem der ikke er lige som os.
Men Sara er også en helt almindelig pige, ikke et syndrom. Klart, der er ting hun ikke kan - men så sandelig ting hun mestrer bedre end jeg. Men hendes manglende evner gør hende ikke umenneskelig, snarere tvært i mod, det gør hende til et sårbart menneske, der har brug for hjælp, som vi alle har i forskellige situationer.
Så derfor en artikel om valg, om menneskesyn – og om plads til at være anderlerledes
Hvad er et menneske egentligt?
Er mennesket blot en samling DNA, molekyler og energi, som altid har eksisteret i en eller anden mere eller mindre kompleks form, som frit kan sammensættes efter for godt befindende?
Har vi forstået hvad det vil sige at være menneske, ved at kikke på de enkelte komponenter som mennesket består af? Eller er vi noget helt andet?
Det verdensbillede som bestemmer vores syn på tilværelsen kan have flere navne: filosofisk materialisme – fordi kun materien betyder noget, andre gange kaldes det naturalismen – fordi det overnaturlige ikke findes, - eller i andre kredse kaldes det materialistisk humanisme. Humanisme, som har mennesket som eneste centrum, og som lader mennesket være målesok for alt, er ofte materialistisk i sin filosofiske tilgang til tilværelsen.
Den bibelske beretning fortæller, at mennesket er skabt i Guds billede: Adam, mennesket, dannet af ler, iblæst Guds livsånde.
Skabelsens indhold:
Det kristne menneskesyn siger at alt er skabt af Gud – også, og måske især, mennesket. Når Gud skaber, gør han det ud af intet – han ordner ikke bare kaos og får orden. Gud kalder på det, der ikke er til – så det bliver til. At skabe er noget Gud har monopol på. Mennesket kan aldrig skabe. Vi kan blot sætte et givet materiale sammen, behandle det eller omforme det.
Menneskets relation til skaberen er noget helt unikt, som vi ikke kan forklare udfra vores menneskelige erfaring. Mennesket, som Guds afbillede, træder i dialog med skaberen; for netop talen er det der kendetegner mennesket som skabt i Guds billede. Mennesket ligner Gud – hvis væsen er kundskab og kærlighed. Kun mennesket er skabt i Guds billede – en fantastisk gave og opgave – at være en slags aftryk af Gud selv. Hele skabelsesberetningen er en lovprisning af både Guds og menneskets storhed.
. . . hen imod et kristent menneskesyn
Antropologi, synet på mennesket, begynder altså ikke i en analyse af menneskets plads i dyrerigets hierarki, eller en DNA analyse. Man må se mennesket oppefra; begynde med Gud, og opdage menneskets lighed med Ham. Der er en uløselig sammenhæng mellem teologi og antropologi.
En materiel humanisme, uden gudstro, gør mennesket uret. Hvor troen på Gud forsvinder, ophører menneskets værdi og værdighed.
Hvis vi genopdagede vores oprindelige guddommelige værdi og værdighed ville vi indse, at det er godt at være menneske, at det er helligt at leve.
Tidens udfordring.
De teknologiske landvindinger gør, at vi står med uanede muligheder og potentiale. Men det er ikke alt vi kan, som fører noget godt med sig. På de første sider i den bibelske beretning, beskrives hvordan mennesket gør alt det som er muligt, trods et katagorisk veto. Det er hvad man kaldet syndefaldet, men det er ikke en isoleret hændelse langt borte i fortiden. Synden består i at mennesket anvender alle sine evner uden nogen form for betænkeligheder, for at prøve grænserne for sine muligheder.
Måske er dét yderste konsekvens af syndefaldet, at vi overtager Guds rolle, spiller Gud, og krænker Guds billede, mennesket. Vi begynder at behandle mennesker som ting, materialer, ikke personer, levende afbilleder.
Er fosteret et materiale der kan manipuleres, eller er det et menneskeligt væsen, der har ufattelig potentiale for udvikling? Er fosteret Guds billede? Og hvis ikke, hvornår bliver vi så mennesker?
Livet som en gave
Kristen tro er overbevist om at livet er er gave og en opgave fra Gud, en delagtighed i hans livsånde. Livet er helligt. Livet er ukrænkeligt – en sandhed ristet i menneskets samvittighed. En person må respekteres fra første livsøjeblik, fra befrugtningen – hvor et liv forskelligt fra far og mor begynder. Livet er en unik gave.
Så længe vi definerer mennesket udfra dets rettigheder uden af se på dets ansvar, sidder vi fast i en umulig situation, så er det at selviskheden tager over og påvirker alt i samfundet.
Den bulede konservesdåse . . .
Når mennesket er skabt i Guds billeder, og dermed får sin værdi – betyder det også at ’bulede dåser’, mennesker skabte med ’fejl og mangler’, de mennesker vi betegner som mennesker ’med særlige behov’ – er 100% lige så menneskelige som helt almindelige mennesker.
Men det sociale pres for at fjerne fostre er enormt, efter at vi har fået mulighed for at diagnosticere f.eks. Downs Syndrom, tidligt i fosterstadiet. Vi frygter det socialt uacceptable. Menneskesynet af i dag overtaler os til at tro at børn med ’fejl’, er straf, et nedlerlag, og tilmed omkostningsfyldt for samfundet. Dybest set spiller overtalelsen på vores frygt. Frygt for at være anderles, være i familie med kromosomfejl, ses sammen med retarderede, blive smittet af handikap. Frygten hindrer os i at ændre holdninger, at vokse, at opdage noget andet, at åbne os overfor andre mennesker (de anderledes), og dermed selv bliver rigere og mere sande mennesker.
Når vore liv kredser om det at vide, kunne og være socialt velintegrerede – så er det svært at acceptere dem som er anderledes, så brister vores illusionsbobler om det perfekte og gode liv.
Men måske er det lige den livsillusion der har brug for at briste så vi kan genfinde det menneskelige hjerte, som ikke bare er tegn på svaghed, subjektivitet og sentimentalitet – men en kraft til at knuse vores selvoptagethed, og få os til at vokse, åbne os mod andre og vise det skønne i menneskeheden.
. . . Hvorfor gøre mennesket så lille – når det er skabt til at være noget stort? . . .
Kommentarer