02/07/2024 0 Kommentarer
Læs eller lyt til Martin Drengsgaards prædiken fra P1 Gudstjenesten søndag d. 5/9
Læs eller lyt til Martin Drengsgaards prædiken fra P1 Gudstjenesten søndag d. 5/9
# Nyheder
Læs eller lyt til Martin Drengsgaards prædiken fra P1 Gudstjenesten søndag d. 5/9
Herunder finder du Martin Drengsgaards prædiken fra P1 gudstjenesten
Du kan også lytte til hele gudstjenesten ved at klikke HER
---------------------------------
Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2021
Prædikant: Martin Drengsgaard
Tekst: Lukasevangeliet 17,11-19
Fornyeligt hørte jeg en psykiater, som arbejder med stærkt deprimerede mennesker sige. Hvis blot man kan få et deprimeret menneske til at sige tak for én ting hver dag, så er der håb for, at dette menneske kan få det bedre.
Hvis man kører ud på landet lige nu, så vil man se mange høstmaskiner. Og i de kommende uger vil der være høstgudstjenester flere steder i landet. Det centrale i høstfejringen er takken. Vi siger tak for alle de afgrøder som naturen har givet os. Vi takker for, at Gud har skabt natures rigdom, som kommer os til gode hvert år, så vi kan opretholde livet. Vi har selvfølgelig selv plantet og passet på de frø, vi har sået, men grundlæggende, så er det jo et under, et mindre mirakel, der sker hver eneste år, når det lille frø vokser op og sætter afgrøder som vi kan høste. For os der bor på stenbroen er dette mirakel ikke så håndgribeligt. Vi får jo alle vores ting i supermarkedet eller ”nemlig” kommer og leverer det på vores dørtærskel. Men i gamle dage, der takkede man, fordi man vidste, at hvis høsten slog fejl, ja, så havde man ikke til at kunne klare sig igennem vinteren. Man viste, at man var afhængig af, at Gud lod naturen blomstre og give frugt. Og når man så havde fået en god høst, ja så blev man fyldt af en taknemmelighed og en glæde og kom hen til kirken, bar høsten ind og takkede Gud.
Gudstjenesten blev i gamle dage kaldt for eukaristi, det betyder taksigelse. At Gudstjenesten blev kaldt det, viser, at en central del i at tro på Gud handler om, at kunne sige tak, at være taknemmelig for det man er blevet givet. Munken Isak Syreren skriver i 600 tallet. ”Dette er tegnet på at, at du er på vej fremad: Du møder alt med taksigelse”. Altså, når vi vælger at sige tak, bringer det os på en rejse, hvor vi bliver hele mennesker. Bliver de mennesker, vi er skabt til at være.
Og når vi læser om skabelsen, ser vi en Gud, som er dybt taknemmelig for det skaberværk, han har frembragt. Der står igen og igen: ”Gud så, at det var godt”. Gud er taknemmelig og fyldt af glæde. Og som Gud er taknemmelig og fyldt af glæde, så er vi som mennesker, der skabt i Guds billede, skabt til et liv i taknemmelighed og glæde.
Dagens evangelietekst handler også om at kunne sige tak. Lukas beretter, hvordan Jesus en dag kommer gående forbi 10 spedalske, der bliver stående langt fra ham og råber: ”Jesus mester, forbarm dig over os”. De 10 spedalske er i en svær situation. De er syge med en dødelig sygdom, der langsomt æder kroppen op. De er socialt udskammede, urene mennesker, der lever et kummerligt liv på samfundets kant. De har hørt at Jesus besidder en kraft, der kan helbrede. Derfor råber de: Herre forbarm dig. Jesus svarer deres bøn ved at sige: Gå hen og bliv undersøgt af præsterne. Og så sker det forunderlige, at mens de er på vej hen til præsterne bliver de helbredt. De får givet deres liv tilbage. De skal ikke længere leve isoleret, men kan på ny tage fuldt ud del i samfundet.
Og så er det, at øjeblikket, som vi virkelig skal ligge mærke til, indtræffer. Én person vender tilbage og siger tak til Jesus, mens de 9 andre efter deres helbredelse fortsætter ud i deres liv. Her er vi inde ved fortællingens kerne. For hvorfor kommer de 9 ikke tilbage og hvorfor siger Jesus til den 10. person, der kommer tilbage og siger tak. Din tro har frelst dig.
Vi ved ikke hvorfor de 9 ikke kommer tilbage og siger tak, men hvis disse mennesker ligner os i dag, så kunne det måske være fordi vi glemmer at lade taknemmeligheden og glæden fylde i vore liv. Vi glemmer, det vi er blevet givet.
I det øjeblik, hvor vi er blevet givet noget, kan vi godt føle taknemmelighed, men det øjeblik erstattes hurtigt af, at vi lever uden tanke for det, vi er blevet givet. I stedet lever vi vores liv på vej fra det ene til det andet. Vi venter på bussen eller metroen, vi står i kø i netto, hiver vores mobil op af lommen, læser ligegyldige nyheder, venter på at et møde skal slutte, prøver at få gjort en opgave færdig, er bekymrede for noget skidt, som måske sker, eller er vrede over noget som faktisk skete. Og dette er alle øjeblikke, hvor vi ikke er særlig nærværende. Vi er utålmodig og ikke særlig åbne for at glæde os over det, som sker lige omkring os.
Ironisk nok er det som holder os fra at erfare taknemmelighed og glæde, en selvoptagethed. Vi er hele tiden optaget af, at de ting som vi har gang i skal lykkes. Dermed ser vi ikke - og vi glæder os ikke over - alle de små gaver, som faktisk er lige omkring os.
Modsat min datter, som lige er blevet 2 år. Sproget vælder ud af hende. Hun er hele tiden optaget af ting, som kan bringe glæde og som fylder hende med taknemmelighed. Hun ser en legeplads, vil hen på legepladsen, rutsjer ned af rutsjebanen og råber ”mer mer mer”, fordi det bare er så sjovt. Vi går forbi en gravko og hun råber gravko, peger begejstret på den vidunderlig gravko og siger mer mer mer gravko. Vi går forbi en hund. Hun vil hen og klappe hunden, og hun siger ”mer mer mer”, og danser en lille dans. Det er som om, at der i ethvert øjeblik af barnets liv er en mulighed for et ”mer, mer, mer” øjeblik – og min lille datter ser de fleste af disse øjeblikke. Der er noget at glædes over hele tiden, som jeg ikke ser, og som vi voksne nemt glemmer.
Den engelske forfatter Chesterton skriver: ”vi har syndet og er blevet gamle og vores far er yngre end vi”. Altså Gud har et yngre sind end vi. Og det skriver han ud fra den overbevisning, at vi, når vi vokser op, har glemt den umiddelbarhed, og den glæde over de ting, som er virkelig gode omkring os. Vi er blevet selvoptaget, eller står midt i livet med alle mulige krav og forventninger, som vi prøver at leve op til. Chersterton siger, at ligesom børn igen og igen siger: ”gør det igen” – eller son min datter siger mer, mer, mer, så findes der hos Gud en barnlig glæde. Hver dag, når solen står op, så siger Gud: gør det igen – og så står solen op og han danser en lille dans, eller om aften når månen stiger op så siger Gud til månen: gør det igen, og månen stiger op og Gud danser en lille dans. Hos Gud som hos børn findes der en umiddelbar taknemmelighed og glæde, som vi må finde ind til.
Så når Jesus i dag udtrykker skuffelse over de 9, der ikke kom tilbage, ja så gør han det, fordi de 9 kommer til at gå glip af livet, fordi deres taknemmelighed over at være blevet helbredt alt for hurtigt afløses af en selvoptagethed, hvor livet er noget som skal præsteres og hvor der bag denne selvoptagethed måske også ligger en frygt for at falde igennem, for at mit liv ikke lykkes.
Den ene, der vender tilbage og siger tak, bliver med sin tak revet ud af sin selvoptagethed. Det er et valg han træffer. Han vælger selvoptagelsen fra, for at blive optaget af ham, som er den eneste, der kan give os livet, nemlig Jesus. Derfor siger Jesus til ham: ”Din tro har frelst dig”.
Når vi læser om de første kristne, der led under svære forfølgelser og hvor det at bekende Kristus betød en stadig risiko for deres liv, så lyder opfordringen alligevel til dem igen og igen fra Paulus: ”syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud fader tak for alt i vor Herre Jesu kristi navn”, og et andet sted skriver han: Glæd jer altid i Herren og bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.
Og hvorfor fylder det at takke så meget, hos Paulus, jo det gør det, fordi det er i takken, i tilbedelsen og i taknemmeligheden, at vores sande identitet findes. Taknemmeligheden bekræfter, at jeg hver dag får livet af Guds hånd og at Guds liv og mit liv er sammenknyttet i en uløselig enhed. At alt det jeg er og har, det har jeg alene, fordi Gud har givet mig det.
Så Guds kald til os, det er at kalde os til et liv i taknemmelighed og glæde.
Og så er der måske nogen, der vil mene, at når jeg siger det, så opfordrer jeg til, at vi skal blive virkelighedsfjerne og fornægte al den sorg og den lidelse, som er omkring os. For hvordan kan vi omfavne taknemmeligheden, når verden er fuld af smerte.
Der fortælles en historie om salmedigteren Brorson. Brorson har skrevet nogle af de mest fantastiske lovprisninger, vi finder i salmebogen. En af de mest kendte er ”op al den ting som Gud har gjort”. Det er en lovprisning af skaberværket og en salme, som sprudler af taknemmelighed. Det fortælles om Brorson, at han engang fik besøg af en bitter mand i bispegården i Ribe. Manden var sur og træt af det liv, som ikke var blevet til det, som han havde forventet. Han forbandede Gud og sagde til Brorson. ”Du kan jo sagtens; livet er gået godt for dig” og så pegede han rundt i den flotte bispegård. Brorson tog nu manden med op til det kammer i bispegården, hvor en af hans drenge sad. Drengen var både lam og skizofren og sad nu ensomt bag en lukket dør. Da manden havde set drengen, gik han uden at mæle et ord. Han forstod, at hans anklage mod Brorson blev gjort til skamme.
Vi har alle sammen nogle kamre eller rum, nogle ting i vores historie, der rummer et potentiale til bitterhed, til at vi forbander livet og forsvinder bort i selvoptagethed. Men for Brorson endte det aldrig sådan. Brorsons salmer udtrykker en taknemmelighed og glæde over livet, han havde øvet sig i at se alt det, som han kunne være taknemmelig for. Og når han sang, så valgte han at italesatte alt det smukke, alt det gode. På den måde modsang han bitterheden. Han fastholdt taknemmeligheden, glæden og håbet midt i smerten. Og derfor blev han et menneske, hos hvem mange fandt trøst og fornyet energi til at leve.
Dietrich Bonhoeffer var en tysk præst som kæmpede mod nazisterne. Han blev fanget og sat i koncentrationslejr. Om ham fortæller et vidne til hans sidste tid inden han blev henrettet: ”Jeg oplevede altid at Bonhoeffer spredte en atmosfære af glæde og lykke over den mindste episode, som gav anledning til det. Dernæst bar han altid en dyb taknemmelighed over det simple faktum, at han var i live”.
Beretningerne om Bonhoeffer og Brorson er eksempler på, at der i fællesskabet med Gud findes en taknemmelighed og en glæde, som kan gennembryde ethvert mørke. Deres liv vidner om en optagethed af verden fremfor af dem selv.
Da jeg var i begyndelsen af 20’erne og usikker på, hvad det her liv egentlig gik ud på, gik jeg en dag til forbøn, som man også kan gå til forbøn her i kirken hver søndag, hvor enten en præst eller en af vores frivillige forbedere ligger hænder på dig og beder en bøn for dit liv.
Da jeg gik til forbøn oplevede den person, som bad for mig at få et billede. Han så et billede for sig af en person, som kravlede op på indersiden af en tragt. Det så meget hårdt ud for personen, for han frygtede hele tiden at miste grebet og falde ned i hullet, samtidig med at han sled sig op af siderne. Da han fortalte om det billede, så oplevede jeg, at det var et billede på mit liv. Jeg kæmpede og sled hele tiden af frygt for at jeg ville falde igennem og ryge ned i hullet. Mit liv var præstation og selvoptagethed. Manden der bad for mig, sagde så, jeg ser også en stor hånd under tragten, som er klar til at gribe. Og da forstod jeg, at det Gud ønskede at sige til mig, var, giv slip og så griber jeg dig.
Forfatteren til Nania bøgerne C.S. Lewis skriver på sidste side i bogen ”det er kristendom”, om det give slip følgende: ”Selv i dit forhold til andre mennesker vil du aldrig gøre et godt indtryk på andre før du holder op med at tænke, hvilket indtryk du gør. Ligeså i litteratur og kunst: ingen der gør sig anstrengelser for at være originale bliver det nogen sinde. Hvis man derimod simpelt prøver at fortælle sandheden, vil man ni ud af ti gange blive original uden nogen sinde at have lagt mærke til det. Princippet gælder alt liv, fra den øverste til den nederste. Opgiv dig selv, så vil du finde dit virkelige selv. Mist dit liv, så vil du frelse det. Hold intet tilbage. Intet, som du ikke har givet bort, vil nogensinde blive dit. Intet i dig, som ikke har været underkastet døden, vil nogen sinde blive oprejst fra de døde. Søg dig selv og du vil i det lange løb kun finde had, ensomhed og fortvivlelse, raseri, ødelæggelse og forfald. Men søg Kristus, og du vil finde ham og med ham alt andet i tilgift”.
Når vi søger Kristus og siger tak, når vi vælger taknemmelighedens livsstil, så er det, det samme som at give slip på os selv, for idet vi siger tak, giver vi slip på vores selvoptagethed, at livet er noget, jeg selv skal præstere.
Og måske er der noget som Gud kalder på, at vi i dag skal give slip på, noget som vi stræber efter, som hindrer os i at sige tak.
Jeg begyndte med at citere en psykiater for at have sagt, at hvis man kan hjælpe stærkt deprimerede mennesker til blot at sige tak for en ting hver dag, så er der håb. Men måske er det ikke kun de stærkt deprimerede mennesker, der brug for at høre det. For vi er alle fanget af en selvoptagethed som lukker os inde og som gør at vi mister taknemmeligheden. Og vi har alle kamre og rum i vores liv som kan stjæle glæden fra os og gøre os bitre. Og derfor har vi brug for at gå i lære hos barnet, der i ethvert øjeblik kan begejstres og sige ”mer mer mer”.
Kommentarer