02/07/2024 0 Kommentarer
Prædiken: "Om fællesskabet og om ikke at dømme"
Prædiken: "Om fællesskabet og om ikke at dømme"
# Nyheder

Prædiken: "Om fællesskabet og om ikke at dømme"
Prædiken af Ole Skjerbæk Madsen, 17. søndag i trinitatis.
-------------------
Prædikenen kan læses herunder eller høres på Podcast
-------------------
Kære søstre og brødre i Kristus Jesus!
Paulus skriver i epistlen fra sit fangenskab til menigheden i Efesos. Det at være fængslet for sin tros skyld har uddybet hans forståelse af at være discipel af Jesus og af forholdet disciplene imellem. Han har erfaret virkeligheden af Jesu ord om, at en discipel ikke står over sin mester og skal være glad om det går ham som hans mester. Et andet af Jesu ord klinger også med i hans erfaring, at størst er den som tjener. Det er denne dybere forståelse, som gør det vigtigt for ham at fastholde menigheden på Åndens enhed i fredens bånd.
Menigheden falder fra hinanden, hvis vi forfalder til hver især at være os selv nok, til selvtilstrækkelighed og til personsanseelse. Derfor minder han menigheden om, at livet som Jesu discipel må være i overensstemmelse med troen på ham, som tjente os i kærlighed til døden, Gud i Jesus Kristus. Her er der ikke plads til at være hinandens dommere, for her gælder overbærenhed, tålmodighed, ydmyghed og mildhed.
Paulus havde på egen krop oplevet, hvad Jesus oplevede gang på gang og også som berettet i dagens evangelielæsning: Der var nogle, som sad og holdt øje med ham. De ledte efter fejl! Ville han sige noget forkert – noget, som ikke passede med den formulerede lære? Ville han gøre noget, som brød god sædvane, skrevne eller uskrevne regler, ja, loven selv?
Når vi leder efter fejl hos hinanden og dømmer hinanden, kan vi også ofte kun se fejlene. Vi hører kun fejlagtige meninger og evt. vranglære, men spørger ikke: Hvorfor siger hun eller han, som hun/han gør? Hvilke erfaringer gemmer sig bag hans formuleringer? Hvor er hun på sin åndelige livsvej? Har hun eller han i virkeligheden sagt noget afgørende sandt, blot med nye og uvante ord?
Jesus selv talte om Gud på nye måder, og det gjorde noget ved mennesker. De fik deres værdighed tilbage, nyt livsmod og ny livsglæde. Han byttede ofte om på, hvad man var vant til at høre. To eksempler:
1. Johannes Døber sagde:
”Omvend jer! Guds Rige er nær!” For Johannes stod Guds dom i fokus, for denne tid var en lovløshedens og derfor dommens tid: besættelse, vold, ledere som brød Loven. ”Hvem har givet jer den tanke at flygte fra den kommende vrede?” Jesus derimod sagde: ”Guds Rige er nær (forhånden)! Omvend jer!” Jesu fokus var frelse, genoprettelse, helbredelse. Guds Rige er et nyt orienteringspunkt, som muliggør omvendelse – altså et nyt liv med et nyt fortegn.
2. Jesus brugte tit modstillingen:
Der er sagt til de gamle… men jeg siger jer… Denne modstilling spejledes i hans holdning til mennesker, som var dømt udenfor af mennesker i deres vante tolkning af Loven. Jesus gjorde ting, man ikke gør: At røre ved spedalske, at lade sig kysse af prostituerede i fuld offentlighed, at helbrede på en sabbat som i dagens evangelium. Og det var jo præcist dette de så efter eller lurede på: Ville han arbejde på en sabbat ved at helbrede en syg og således bryde Loven efter de gamles tolkning heraf? I en parentes: Deres dom var overfladisk, fordi de satte lighedstegn mellem at arbejde og at helbrede på sabbatten. Man arbejder ikke på sabbatten; det er lovbrud og fortjener dødsstraf. Men de overså sabbattens betydning: Markeringen af frihed fra slaveri og fejring af skabningens godhed, og at dette netop finder sit udtryk i helbredelsen. Parentes slut.
Sådan har det været før og efter, selv i menigheden og i kirken: dømmesyge, jantelov, sladder, skadefryd, misundelse. Men hvorfor dømmer vi andre? Fordi livet kredser om mig selv! Jeg har det godt, når jeg bliver rost, og bliver så underlig lille og ked indeni, når jeg kritiseres eller føler mig overset. Når jeg derimod kritiserer andre, føles det som om jeg er bare lidt bedre end dem, og når andre deler min kritik, fryd over fryd, hvor er vi bare gode og kloge. Vi er som gæsterne i dagens gæstebud; vi udvælger os de bedste pladser. Men ”den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes”.
BFs ledelse har indbudt os til en proces under navnet ”2restore”; det handler om at genoprette fællesskabet i vores menighed, at vi som menighed kan bevare Åndens enhed i fredens bånd, at vi er fælles om at virkeliggøre vores mål. I vedtægterne for Bethlehemsfællesskabet er det udtrykt således: ”Vi arbejder på, at vi skal være et mangfoldigt og rummeligt fællesskab. I dette fællesskab ønsker vi at værdsætte og opmuntre hinanden i at bruge vores forskellige talenter og gaver til fælles glæde og gavn. På den måde kan vi sammen rumme Kristi fylde og udtrykke hans legemes mangfoldighed - alt efter hvad vi nu er begavede med i vores fællesskab i Bethlehem.”
Hvis det skal lykkes, kan det være, at vi hver især må rydde op i vores fordomme om hinanden. Der er i ethvert fællesskab, nogle mennesker vi har lettere ved at omgås med og forstå end andre; der er nogle af menighedens udtryksformer der tiltaler os mere end andre. Vi kan have forskellige meninger om lovsang, gudstjeneste, ledelsesstil, livsstil mm. Hvis vi skal lykkes som fællesskab, må vi undgå at gøre vores individuelle præferencer til målestok, og vi må forudsætte at de, der har andre præferencer, også ønsker, at menigheden skal være et velfungerende legeme og derfor ønsker at have Jesus Kristus som målestok for sit eget såvel som for menighedens liv. Vi må have mod til at lytte til hinandens længsler for menigheden – lytte efter Guds vejledning for menigheden i hinandens drømme og visioner
Da vi blev døbt, blev vi sat ind i nyt eller anderledes livsmønster i fællesskab med Mesteren Jesus – han, som er den lidende Herrens tjener og dog tillige Guds Søn. Her gælder tjeneste i kærlighed som den højeste norm. Paulus siger, at hvor Jesus sætter normen eller livsmønsteret, dér vil vores fællesskab være præget af, at vi bærer over med hinanden i kærlighed; vore relationer vil være præget af mildhed, ydmyghed og tålmodighed. Kun sådan kan vi med rette sige, at vi har én Herre, én tro, én Gud, og kun sådan kan vi tale om vort fællesskab som Kristi legeme, sammenknyttet af én Ånd og kaldet til ét håb.
Når dette fællesskab er uden domme, er det, fordi der ikke er anden Gud for os end Fader, Søn og Helligånd. Og når jeg taler om et fællesskab uden domme, må det selvfølgelig ikke misforstås derhen, at vi tror på, hvad som helst. Tværtimod: vor tro er tillid til den Gud, som møder os i Kristus Jesus og til stadighed skænker os liv og kraft ved sin hellige Ånd. Derfor kan vi også blive nødt til at sige nej – nemlig, når ord eller handlinger bryder legemets enhed – og dog dommen er Guds, ikke vor. Og læg så mærke til dette: Troen er en tillidsfuld relation til Gud – ikke et sæt meninger og vaner. Derfor dømmer vi ingen på deres ordvalg eller ydre handlinger, men kaldes i stedet til at være medarbejdere på hinandens glæde og frihed i Kristus.
Lad os tage en lille tid i eftertanke.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden som i begyndelsen, så nu og altid og i evighedernes evighed. Amen.
Kommentarer