Prædiken til onsdag i den stille uge

Luk 22, 24-38; Luk 23 1-47

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Jesu sidste ord til sine disciple handler om magt og tjeneste. Den ældste skal være som den yngste og lederen som den, der tjener, siger han. For han er iblandt os som den, der tjener. Han står foran en situation, hvor han må give afkald på al magt og udføre den store, afgørende tjeneste for sine, og derfor kan han sige, som han gør.

Det er tankevækkende, hvor dybt den tanke stikker hos os. Tjener på latin hedder minister, så det er åbenbart tanken, at dem, som skal lede folket, skal være folkets tjenere. Måske kan man få mistanken om, at det er noget, de har glemt på Christiansborg, men ikke desto mindre er tjenertanken dybt forankret i vores sprog. Det er i tjenesten, man kan vise sit format. Og det var det, Jesus gjorde – viste sit format.

Når vi hører fortællingen om Jesus domfældelse og død, kan vi prøve at leve os ind i begivenhederne. Vi forestiller os alle de fremtrædende jøder for Pilatus, menneskemængden, der tørster efter hans blod, disciplene, som er forsvundet i hver sin retning.  Og på vandringen kvinderne, der græder over ham og Simon fra Kyrene, der helt tilfældigt er plukket ud af mængden for at slæbe hans kors. Soldaterne, der håner og mishandler ham.

Vi kan fornemme støvet, lugten og lyden af mange mennesker, ophidselsen i folkeskaren.

Vi møder Pilatus, der forgæves søger at få Jesus sat fri, men må bøje sig for mængdens krav.

Vi kan prøve at forestille os, at vi er til stede i det, der sker, og hvem er vi så i alt dette?

Den ligegyldige tilskuer?

Pilatus?

En af de fremtrædende jøder?

En af de flygtende disciple?

Eller er vi blandt kvinderne, der græder over Jesus eller måske ligefrem den ene af røverne ved siden af ham?

Eller har vi ladet os beruse af stemningen og råber korsfæst, korsfæst sammen med alle de andre?

Hvem er vi?

Nu kan jeg jo kun tale for mig selv. Alligevel tror jeg, at de fleste her – om ikke alle – vil finde sig selv i mængden, der råber korsfæst, korsfæst.

Hvert svigt, hvert hidsigt ord, hver løgn, der skal dække over vores svigt og vores fejl – alt, hvad man kan nævne af den slags er et slag med hammeren, der nagler Jesus fast til korset, en torn i hans krone. Ingen af os kan sige sig fri.

Og hånden på hjertet – er der nogen af os, der ønsker, at Jesus ikke blev korsfæstet? Hans lidelse og død er jo prisen for vores frelse. Vi lever af hans død.

Paulus siger i slutningen af femte kapitel i Romerbrevet: Men loven kom til for at faldet skulle blive større, og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større.

Og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større.

Kirkefaderen Augustin siger det endnu skarpere: Felix Culpa – lykkelige synd, siger han. Lykkelige synd.

Kan der være noget lykkeligt ved synd? Nej.

Og så måske alligevel? For blev synden større, er nåden blevet så meget desto større.

Augustin forklarer det med, at Gud fandt det bedre at lade noget godt vokse frem af noget ondt end slet ikke at tillade det onde. Men hvad godt vokser der frem af synd?

Lad os gå tilbage til begyndelsen: Adam og Eva.  De levede i Paradiset omgivet af Guds nærhed og kærlighed uden noget til at forstyrre. Men det var ikke nok for dem, de ville have kendskab til godt og ondt. Man kan også sige, at den - man kunne sige bevidstløse – salighed – ikke var nok. De har ikke bevidsthed om deres glæde, fordi de ikke kender andet. De ville have bevidsthed. Og det fik de, men det kostede dem Paradiset.

Og menneskeheden tumlede fortabt omkring med bevidsthed om godt og ondt, men uden noget Paradis. Med love og regler for at afhjælpe, som en cadeaux til bevidstheden om godt og ondt, men love og regler, som ikke kan efterleves, som de skulle.

Loven gjorde blot faldet større.

Og ind i dette svimlende fald rækker Gud os en hånd ved at sende Jesus til os. Nåden blev så meget desto større.

Vi lever ikke i Adam og Evas bevidstløse Paradis. Vi har i allerhøjeste grad bevidsthed om godt og ondt. Alligevel er vi omfattet af Guds grænseløse og ubetingede kærlighed. Ikke på samme måde som Adam og Eva, for da var Guds kærlighed aldrig blevet udfordret. Men vi kan leve i troen på og bevidstheden om, at Guds kærlighed er blevet prøvet til det yderste og at Gud har vist, at kærligheden tåler alt og udholder alt. Gennem Jesus død og opstandelse er Gud kommet os i møde med en kærlighed, som bortvejrer al modsigelse. Nåden er så meget større, fordi Jesus med sit offer på korset har overvundet alt det, der kan skille os fra Gud. Vi står midt i det – alt det, der skiller – og Jesus siger: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

Derfor kan vi sige felix culpa – lykkelige synd. For synden har givet Gud mulighed for at vise, at han er rede til at overvinde alt, hvad der kan skille os fra ham, også selvom vi har været med i mængden, som råbte korsfæst.

Paradokset er, at Gud gav os sin søn og vidste, hvad vi ville gøre ved ham – og samtidig lod dette offer være vores redning, fordi Jesus tog al skyld på sig. Al lidelse og smerte bar han, for at vi kunne blive sat fri. Kærlighedens paradoks, tilgivelsens tilsyneladende urimelighed, fordi vi altid søger udligning og balance i tingene.

Det betyder, at vi altid kan takke Jesus vor hans nærvær i vores liv ved Helligånden, at vi altid kan glæde os over at være elskede uden at skulle gøre os fortjent til det.

Vi fik ikke paradiset tilbage, men vi kan leve i bevidstheden om, at Guds rige er kommet nær og er midt i blandt os.

Så giver det også mening at være den, der tjener i stedet for at ville være den, der hersker. For kærligheden er tjeneste, kærligheden hersker aldrig over andre. Vi er sat fri til tjenende kærlighed.

Ære være Faderen og Sønnen og Helliganden, som i begyndelsen så nu og altid og i al evighed. Amen