Påskens drama er et drama, som er udspændt mellem død og liv, sorg og glæde, ydmygelse og ophøjelse. Langfredag er dagen, hvor vi oplever døden, sorgen og den dybeste ydmygelse.

Jeg vil sige to indledende ting om langfredag:

- Hvis du er i dyb sorg, oplever smerte, så er dagen i dag en dag til at meditere, tænke over og tilbede Jesus, som en konge, der ikke er ophøjet og fjern, men en konge, der ønsker at være sammen med dig midt i din smerte og midt i din lidelse. Det kan han, fordi han selv kender den. De små skrig du har, dem ønsker Jesus at skrige sammen med dig.

- Hvis du ikke er i dyb sorg eller oplever så meget smerte, så er dagen i dag en dag, hvor du bare skal skue det, som Jesus gør for dig og for verden og så blive stille, tilbede og blive overvældet i hjertet af den grænseløse og uendelige kærlighed, som korset er et udtryk for. Ikke engang helvedes pinsler og plager ødelagde hans kærlighed.

Og så til det, som det handler om.

En del steder er langfredag en ren liturgisk gudstjeneste uden prædiken. Man læser teksterne og synger salmer og lader det føde en tilbedelse i os af det mysterium, som udleves på korset, den smerte Jesus gik igennem. Grunden til at langfredag holdes rent liturgisk, er, at det, der sker langfredag, er ufatteligt, vi forstår det ikke fuldt ud. Derfor må vi blive stille, meditere og tilbede Jesus for det, han gør.

I dag vil jeg alligevel sige nogle ord for at give en dybere fornemmelse af noget af det, som sker langfredag.

Det sidste Jesus siger på korset i Johannes evangeliet er: ”Det er fuldbragt”. Ordet fuldbragt kan også oversættes med: det er betalt. Det er kun et enkelt ord på græsk. Hvis et lån fx var udbetalt, så ville det her ord blive skrevet på lånesedlen. Og så kan vi spørge, hvad er betalt. En central tankegang i den kristne tro er, at ved korset bliver alt det betalt og gjort op med, som mennesket skylder Gud. Der er en, der betaler al den gæld, som vi alle slæber rundt på.  Det gør han ved at tage den straf, som vi skulle have haft. Paulus udtrykker det på følgende måde: Syndes løn er døden og siger videre; at alle har syndet og mistet herligheden fra Gud. Dvs. Paulus mener, at vi igen gang kan gøre os forhåbninger om, at Gud vil bruge os som daglejre, som den fortabte søn tænker i lignelsen om en fortabte søn. Hvis vi møder ham, som vi er, vil det betyde vores død.

Og Esajas teksten, som vi skal læse lidt senere siger, at den eneste mulighed for frelse består i:  At Han blev knust for vore synder og straffet for at vi kunne få fred.

Det er en udfordrende tanke:  At Jesus dør i stedet for os, at Jesus betaler for vores synd, bliver knust og straffet i stedet for os

For er jeg virkelig så slem, at hvis det ikke var for Jesus, så var det ensbetydende med min død. Ensbetydende med, at Gud lukker mig ude og ikke nærmer sig mig.

De fleste af os tænker nok, at vi er da meget god. I enkelte øjeblikke, så kan vi godt lige falde ned i et hul, hvor vi bliver fuldstændig forfærdede over os selv, og så gør vi alt for slippe af fra den ubehagelige følelse ved at blive optaget af noget andet.

Men langfredag bliver vi mindet om, at der noget ødelæggende i vores menneskelige natur, nemlig synd. Og synden afskærer os fra fællesskabet med Gud - Hvis ikke Jesus tager straffen.

Men tanken om, at der er en straf eller noget der skal betales, kan være svær at håndtere. For hvis Gud er kærlighed, hvorfor skal der så betales. Kan Gud  ikke bare elske mig i min syndighed. Hvorfor skal Jesus dø for mig. Er det ikke nok, at jeg bare siger undskyld.

Det her spørgsmål er der mange svar på, som fx, at Gud er hellig og ikke kan tåle synd. Det svar forstår jeg godt, men jeg må være ærlig at sige, at det ikke uden videre giver resonans på et dybere niveau i mit liv. Men et svar, som jeg kan mærke giver resonans på et dybere niveau i mit liv er, at Gud tager vore liv dybt seriøst og han tager syndes konsekvenser dybt seriøst. Han tager det dybt seriøst, at vi mennesker, når vi begår synd, så har det altid en negativ betydning for et andet menneske. Synden ødelægger altid noget hos et andet menneske. Måske er det i første omgang kun mig selv det går ud over, men det vil så senere få konsekvenser for andre mennesker, fordi jeg ikke tager ansvar for mit liv.

Korset er på den måde et udtryk for, at Gud tager konsekvenserne af synden dybt seriøst. Når Jesus dør for synd, så er det klart, at Gud på en igen måde ønsker en verden, hvor man negligerer syndens destruktive virkelighed.

Henrik Stangerup skrev i 70’erne en roman der hed: ”Manden der ville være Skyldig”. Den handler om en mand, Torben, der slår sin kone ihjel. Torben er efterfølgende klar til at tage sin straf, men så sker der det, at han ikke får nogen straf, fordi der var jo en årsag til at han slog sin kone ihjel. Han var et offer for andre omstændigheder. Psykiateren siger til ham, at begreber som skyld og straf er gået af mode. Til sidst sker der det, at Torben løber rundt i gaderne og råber, jeg er skyldig, jeg er skyldig. Og hvorfor gør han det? Jo, det gør han, fordi idet han bliver berøvet sin evne til at være skyldig, så bliver han også berøvet sin menneskelighed. Et menneske, der er ansvarlig for sine handlinger og som kan handle frit.

Når Jesus dør på korset så tager han skylden dybt seriøst. Og det betyder, at grundlæggende, at Gud tager mennesket dybt seriøst. Og det gør han med en dyb , dyb kærlighed. Og den kærlighed vil jeg sige lidt om nu.

I Matthæus evangeliets udgave af Jesu lidelses historie, står der, at Jesus til sidst råbte med en høj røst: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Udtrykket ”høj ryst” kan også oversættes med ”skrig”. Når vi bruger ordet skrig, så forstår vi, at det her øjeblik var fyldt med fortvivlelse. Det var  et skrig i mørket, som var fyldt af angst og rædsel. Gud havde forladt sin søn.

I den kristne tradition bliver beretningerne om Jesu lidelse og død kaldt for passions beretningerne. Ordet passion betyder lidelse eller medlidelse, modsat vores brug af ordet i dag, hvor det ofte handler om romantik, forelskelse og kroppens længsler.

Når ordet passion bliver brugt om Jesu lidelseshistorie, så fortæller det, at en dyb kærlighed altid involverer dyb smerte. Jesu passion handler om, at han udholdte en grænseløs og uendelig lidelse, som bundede i en grænseløs og uendelig kærlighed til Gud, faderen, denne verden og til dig og mig. 

Skriget på korset er et udtryk for den grænseløse og uendelige smerte, som Jesu oplever i dag for ca. 2000 år siden. Det er værd at bemærke, at skriget ikke omhandler den enorme fysiske smerte, som han har været udsat for indtil nu, hvor han er blevet pisket og til sidst korsfæstet. Skriget omhandler heller ikke det enorme psykiske pres, som det må have været for Jesus at opleve at alle de venner, som gik rundt med ham, nu havde forladt ham. Skriget handler ikke om, at han er ensom, alene og forladt af mennesker – det handler om noget andet.

Indtil dette øjeblik, hvor han skriger, har Jesus været ufattelig rolig. Ligegyldigt hvor meget fysisk og psykisk smerte, der er blevet påført ham, så er der intet, der kan slå ham ud af kurs. Han er i kontrol. Så her, hvor han begynder at skrige, sker der noget helt nyt. Noget som er langt ud over fysisk smerte, noget som er langt ud over den dybeste tænkelige psykiske smerte, som mennesker kan påføre hinanden.

Det er altså ikke hans fysiske smerte eller hans psykiske smerte, der afføder skriget. I stedet er der tale om en grænseløs, uendelig og åndelig smerte. Der står i beretningerne, at der faldt et mørke over landet. Og dette mørke er et billede på det åndelige mørke, det åndelige helvede, som Jesus befinder sig i. Jesus skriger på korset: Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Når de bibelske forfattere beskriver fortabelsen eller helvede, så bliver udtrykket ”mørket”, eller ”mørket udenfor”, ofte brugt. Det udtryk bliver brugt, fordi Gudsnærværet er noget, som vores hjerte og sjæl har brug for. Vi kan ikke overleve uden Guds nærvær. Hvis man tager en blomst og sætter den ind i et mørkt lokale, så dør den, og den er ikke mere. Og hvis Guds nærvær over vores liv forsvinder, så dør vi . Så når Jesus siger, min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, så er det fordi, at hans sjæl er blevet skubbet ud i et absolut åndeligt mørke.

Himmel og helvede er ikke tidslige kategorier, de er absolutte uendelige kategorier. Forstået på den måde, at enten befinder du dig i Gudsnærværet, eller også gør du ikke. Jesus kunne ikke sige til sig selv, jeg skal bare lige udholde den her smerte tre timer endnu, så bliver alting godt.

Gudsnærværet havde forladt Jesus for evigt. Derfor er det et skrig fyldt af angst og rædsel. Helvede havde taget magten over ham.

Jesus oplevede den grænseløse og uendelige smerte, som alle, der har været uden for Gudsnærværet, har oplevet. Men han oplevede ikke bare det, han tog det et skridt videre. Fordi ingen har, og ingen vil nogen sinde komme til at opleve at blive kastet bort fra Guds nærvær på den måde, som Jesus oplevede det. Fordi ingen nogen sinde har sagt til Gud, eller vil sige til Gud; ”Jeg elsker dig, jeg ønsker at adlyde dig og gå, hvor du kalder mig”. Også samtidig opleve at blive kastet bort, blive afvist, få slået hånden af og at blive kastet ud i mørket udenfor.

Hvis din ven afviser dig, så er det forfærdeligt. Hvis din ægtefælle afviser dig og forlader dig, så er det dybt traumatisk. Hvis en ven forlader dig, så kommer du dig måske over det. Hvis din ægtefælde forlader dig, så kommer du dig måske aldrig over det. Men det, som Jesus oplever her, det er endnu værre. Ingen kvinde har nogensinde været så forbundet med sin mand. Intet barn har nogensinde været så forbundet med sine forældre. Ingen sjæl har nogensinde været så ét og forbundet med kroppen, som sønnen var ét med og forbundet med faderen. Så da faderen kaster sønnen bort og lukker døren, så, hvad end Jesus oplevede, er hans oplevelse på korset endnu mørkere og mere fyldt med rædsel end alle andres oplevelse af helvede.

Det er derfor, at Jesus skriger i mørket.

Hvorfor skulle det her ske? Vi vil aldrig forstå det fuldstændig til bunds. Men da Jesus skriger, er det et skrig, som sammenfatter al vores lidelse, al vor synd og al vores elendighed. En lidelse, synd og elendighed som Jesus ønsker at bære på sig og bære op korset.

Selv da Gud forbander Jesus og forlader ham, så holder Jesus sig til planen, at ville elske Gud og bære denne verdens smerte, lidelse og elendighed. Han holder sig til det, som han har bestemt, og der intet der kan få ham til at tænke anderledes.

I romanen om Moby Dick, siger kaptajn Ahab, da hans hjerte er blevet opfyldt af had og bitterhed på grund af de lidelser, han er blevet påført: ”From the heart of hell, I stab thee” eller ”Fra helvedes hjerte stikker jeg dig ned”. Jesus siger modsat:  ”Fra helvedes hjerte elsker jeg dig. Fra helvedes hjerte holder jeg fast ved dig, og jeg forlader dig ikke. Du er min passion, min kærlighed og ikke engang helvedes lidelser, kan gøre, at jeg holder op med at elske dig”.  

Det er her, at vi virkelig får lov til at se, hvad der gemmer sig i Jesu hjerte.

Vi har alle relationer med andre mennesker. Relationer kan være smertefulde, især når vi oplever, at mennesker svigter os, vender os ryggen. I de situationer kan vi vælge at gøre vore hjerter kolde og afskære os fra relationen. Vi prøver at dræbe den kærlighed, der har været, fordi vi ikke kan udholde den smerte, det er at give os selv hen til et andet menneske, som ikke giver noget igen.

Men Jesus siger på korset: Jeg vil aldrig gøre mit hjerte koldt, jeg vil aldrig holde op med elske. Ligegyldig hvor uendelig og grænseløs en smerte, som jeg bliver påført, er, så holder jeg fast.

Søren Kierkegaard siger, at der i forholdet mellem to mennesker altid er en dobbelt bekymring. Bekymringen om jeg vil blive ved med at elske den anden, eller om den anden vil blive ved med at elske mig. Men i forholdet til Kristus er der kun en enkelt bekymring, selvbekymringen, om jeg vil blive ved med at elske Kristus. Og derfor siger Kierkegaard videre, at kun i vores relation til Kristus, kan vi finde en sand hvile og en ægte fred, fordi vi ved, at han aldrig vil svigte os.

Korset er et udtryk for, at Gud vil blive ved med at elske og udholde den smerte, det er at være i relation med mennesker, der både påfører ham og vore medmennesker smerte og sorg.

Påskens drama er et drama, som er udspændt mellem død og liv, sorg og glæde, mellem ydmygelse og ophøjelse. Langfredag – dagen i dag - er dagen, hvor vi oplever døden, sorgen og den dybeste ydmygelse.

Og jeg vil slutte med at sige to ting:

- Hvis du er i dyb sorg, oplever smerte, så er denne dag en dag til at meditere og tænke over og tilbede Jesus, som en konge, der ikke er ophøjet og fjern, men som er en konge, der ønsker at være sammen med dig midt i din smerte og midt i din lidelse. Og det kan han være, fordi han selv kender den. De små skrig du har, dem ønsker Jesus at skrige sammen med dig.

- Hvis du ikke er i dyb sorg eller oplever så meget smerte, så er dagen i dag en dag, hvor du måske bare skal skue det, som Jesus gør for dig, for verden og så blive stille, tilbede og blive overvældet i dit hjerte af den grænseløse og uendelige kærlighed, som Jesus viser. Ikke engang helvedes pinsler og plager ødelagde hans kærlighed.

Bøn: Tak Jesus at du gør det for os, som vi ikke selv kunne gøre.