02/07/2024 0 Kommentarer
Kristus er opstanden. Prædiken Påskedag 2015 af Ole Skjerbæk Madsen
Kristus er opstanden. Prædiken Påskedag 2015 af Ole Skjerbæk Madsen
# prædikener i påsken
Kristus er opstanden. Prædiken Påskedag 2015 af Ole Skjerbæk Madsen
Kristus er opstanden
Prædiken til påskedag 2015 af Ole Skjerbæk Madsen
Kære søstre og brødre i Kristus Jesus!
Tillad mig en mere personlig prædiken end jeg plejer – måske lidt mere vidnesbyrd end prædiken.
Opstandelsen har egentlig aldrig været problematisk for mig. Som barn tror jeg egentlig bare, at jeg accepterede, at sådan er det. Fra jeg var omkring 12 år blev troen mere bevidst for mig – og det var fordi, jeg var en lille fundamentalist: Det står skrevet, altså sådan er det. Men da jeg efter en krise, præget af fortabelsesfrygt, fik en peronlig erfaring af Helligånden, altså blev døbt med Helligånden, blev det en erfaring for mig, at Jesus lever og er til at komme i kontakt med.
Som vi hørte i afskedssamtalerne skærtorsdag aften, er Helligånden den, der formidler Jesu ord til os. Helligånden gjorde noget ved mit bønsliv. Bøn blev en samtale med Gud Fader, Helligånden eller med Jesus. Samtalen med Jesus er min erfaring af, at han er opstanden og lever i dag. Samtalen kan handle om helt personlige ting, men også om noget der gælder min tjeneste og livet i kirken. Selvfølgelig kunne man argumenterer for, at dåben i Helligånden bevirkede frembruddet af en latent psykisk brist – en form for Multiple Personality Disorder eller som det vist hedder i dag: Dissociative Identity Disorder. Det må andre afgøre, men jeg er ikke i tvivl om, at Jesus taler til mig – for hvordan skulle en psykisk uorden have den frugt, som Jesu tale til mig flere gange har haft?
Lad mig blot nævne to eksempler, som vedrører vores menighed.
Det første går tilbage til 1984, hvor Dorte og jeg havde været små 2½ år i Bethlehemskirken. Søndagsmenigheden var vokset fra lidt under 10 personer til et par og tyve. Jeg bad til Jesus om en større vækst, da han sagde til mig, at vi skulle starte nadvergudstjenester med bøn for syge og annoncere det i Ekstrabladet. Vi samlede de tre cellegrupper og bad dem prøve efter om det var fra Jesus… Well, vi handlede på det, og effekten var enorm. Det var i dage, da der kun var en dansk TV-kanal, og mandagen før gudstjenesten kom det i TV-avisen, hvor journalisten endte interviewet med at sige: ”Så er det på onsdag kl. 19:30 i Bethlehemskirken, Åboulevard 8!” Omkring 80 mennesker, som ikke kunne være med ringede eller skrev for at få vores forbøn; kirken var så fuld, at der ikke var plads til alle og ca. 40 kom frem til forbøn. Det ændrede menigheden for altid…
Det andet eksempel handler om starten på I Mesterens Lys. Det begyndte en sommerdag i 1994, da jeg i fortvivlelse bad til Jesus. Jeg havde oplevet en voksende frustration, uro og smerte i mit møde med mennesker fra holistiske, åndsvidenskabelige og nyåndelige miljøer. jeg savnede en gensidig forståelse og oplevede, at fordomme hos mig selv, i kirken og i de nyåndelige miljøer blokerede for en ægte samtale og gensidig forståelse og for, at mennesker kunne lære Jesus at kende. Kan der bygges bro? Jesu svar var en detaljeret beskrivelse af, hvordan vi skulle lave nogle åndelige møder med meditation, heling af hjertet og profetiske ord fra Jesus. For at få det prøvet delte jeg det med Erik, stiftets udvalg om nye religiøse strømninger og Johannes Aagaard fra Dialogcentret; jeg forelagde det for menighedsrådet og vi indbød hele menigheden til et menighedsmøde. Der blev et go for it alle steder. IML startede så i maj 1995 – og har som vekendt bredt sig ud over vor egen menighed.
Disse eksempler for at sige, at der er mere i samaler med Jesus end en indre dialog i en forstyrret hjerne. Der er en frugt ud over det, som hjernen kan gå i tomgang over.
Men hvad så med hans fysiske fremtræden som den opstandne? Det har heller ikke været et tankekors for mig. Jeg har forstået det som en legemlighed gennemtrængt af det evige. Jesus var efter opstandelsen stadig et menneske, altså et legemligt, sjæleligt-åndeligt væsen, men samtidig var hans legemlighed anderledes; det kommer til udtryk i det, at han først er som en fremmed og så genkendes: Maria Magdalene ude ved graven tror først, at han er gartneren eller havemanden, men så siger han hendes navn, og hun genkender ham. Eller: disciplene på vej til Emmaus. De er fulde af sorg og genkender ikke Jesus i den fremmede, som slår følge med dem, men da han bliver deres gæste og bryder brødet, genkender de ham. Apostlene i Jerusalem har ingen problemer med at genkende ham, da han kommer til dem om aftenen påskedag, men han kommer gennem lukkede døre – og ugen efter må Thomas røre ved hans sårede hænder og side, men kan så bekende: ”Min Herre, og min Gud!”
Så der er en legemlig karakter af Jesus som den opstandne, men den er ikke – hvad skal man kalde det – bastant, der er noget ubundet over den opstandnes legemlighed. Paulus taler et sted om, at der findes mange slags legemer og taler også om et opstandelseslegeme. Det, der er svært at genkende i mødet med den opstandne Jesus, er at det legemlige er gennemtrængt af det evige og får kvalitet af en anden tilværelsesdimension.
Der sker åbenbart en transformation af Jesu krop ved opstandelsen. Krop, sjæl og ånd forenes, da Gud Helligånd oprejser ham af de døde. Det skete også for Lazarus, da Jesus kaldte ham ud af graven. Men der er sket noget mere ved Jesu opstandelse end ved Lazarus’ opvækkelse, nemlig: en fuldkommengørelse af menneskenaturen. Der er tale om en helliggørelse, en gennemskinnelighed for det evige, som gør, at mennesket kan blive delagtig i guddommelig natur i kraft af Logos’ (Guds Ord eller Søn) delagtighed i vor natur.
For et par år siden var vi et par stykker fra menigheden, som så Jesu ligklæde i Torino. Ligklædet er for mig et vidnesbyrd om, at noget voldsom skete ved opstandelsen. Ligklædet vidner om, at den mand som var svøbt i det havde oplevet tortur, voldsom piskning, og var blevet korsfæstet. Men billedet, som er i negativ, på klædet er ikke malet – og det er heller ikke fotografi. Jeg opfatter det sådan, at lyset er brudt igennem indefra og så har afsat dette billede af både bryst- og rygside på stoffet i ét nu. Det er i dette nu: at Guds Ånd på ny lader Jesus blive sandt menneske: krop-sjæl-ånd – og gennemtrængt af evigheden. Samtidig var denne kraft så vældig at stenen væltedes bort fra graven. Graven er tom: Kristus er opstanden!
KRISTUS ER OPSTANDEN1
JA, SANDELIG OPSTANDEN1
Kommentarer