Påske 2015  31.03.2015

I lørdags var jeg i Kolding til fødselsdag i familien og jeg kørte med der over i bil. Det er altid imponerende at køre over storebæltsbroen. Det er Danmarks største bygningsværk. Dets pyloner, der holder hængebroen oppe, er Danmarks højeste punkt. De står som en kongelig portal, der lukker en ind i det forjættede land (ja og det gælder fra begge sider, må vi nok hellere sige i dette tilfældeJ). Broen gør det nemt at mødes med dem på den anden side. Den forbinder mig med min jyske familie.

Broer er på alle måder et stærk billede på hvordan Gud kommer os i møde og skaber forbindelse mellem Ham og os. Der er en ufattelig stor og uoverkommelig kløft eller vand mellem Gud og mennesket, fordi vi er så radikalt forskellige. Gud er skaberen vi er det skabte. Det er som at forestille sig at der skulle være et dybt og ultimativt meningsfyldt fællesskab mellem arkitekten og det hus han har tegnet. Man kan godt forestille sig at der er en relation fra arkitektens side over for huset, men at forestille sig at huset skulle have nogle dybe følelser over for arkitekten hører mest hjemme i tegnefilmene…

Men Gud har skabt os med en hvis længsel efter ham, som dog må blegne ift. Guds længsel efter os.

Vores længsel efter Gud kom bl.a. til udtryk i tempelbyggeriet i Jerusalem. Det var et stort bygningsværk og det havde taget mange år at bygge.

Storebeltsbroen, Danmarks største bygningsværk, tog kun 10 år at bygge med vores moderne teknologi.

Men tænk, hvis nogen  kom og sagde: ”Jeg kan bygge denne forbindelse, denne bro, på tre dage”.

Det ville nok være lige så nemt at tro på, som at en død skulle opstå.

Jøderne på Jesu tid var stolte af deres Gud og deres tempel. Derfor var det en enorm provokation at Jesus engang havde sagt, at han ville rive templet ned og bygge et nyt på tre dage (Joh. 2). Han havde tilmed sagt, at han var Guds søn.

Nu bliver Jesu egne ord vendt mod ham, mens han hænger der på korset. De forbipasserende ved korset rystede på hovedet af ham og sagde:” Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!” Men der sker ikke noget. Jesus frelser ikke sig selv. Han kan ikke gøre det. Han er ved at rejse et det nye tempel – på tre dage.

Et kærlighedens tempel der etablere en relation mellem Ham og os. En relation der ikke er båret af hvad du har udrette af store bedrifter, eller af al den modgang du har mødt her i livet. En relation som holder på trods at vores personlige succes eller fejltrin. Et venskab. Er det ikke sådan med venskaber, rigtige venskaber, at de holder trods nederlag eller stort held?

Vi bliver hurtigt stolte over vores bygningsværker, vores bedrifter i livet. Vi hæger gerne om dem, og jeg har da tit ønsket at en eller anden stor eller lille bedrift skulle opdages og derved blive endnu større. Og jeg selv skulle blive større. Eller andre skulle opdage den samme fejl hos en, som jeg havde fundet, så jeg kunne blive bekræftet i min bedømmelsesevne eller klarsynethed og jeg derved igen kunne blive lidt større.

Men Jesus har med sin død og opstandelse rejst et andet værk end et man kan måle og veje og udstille og blive rost for. Gud har i Jesus rejst et tempel som ikke kan beundres på afstand, men som bringer os i et ægte fællesskab med sig selv. Et sandt tempel, som overskrider den grænse mellem Gud og msk.er, vi som mennesker altid har prøvet at overskride, men aldrig lykkedes i. Gud selv er kommet os nær i Jesus Kristus og han har ikke lukket døren efter sig, men ladet en åndelig dør stå åben, så vi altid kan komme til ham som først kom til os.

Jeg læste forleden en beretning fra den tidlige kirke, som Peter Halldorf gengiver i sin bog ”Duften af Hellighed”.

Den handler om nogle munke der griber en broder på fers gerning i en synd. Det er den slags situationer som i alt fald de kulørte blade lever af, med undskyldningen om at sandheden skal frem på bordet. Men oftest er det kun sandheden om folks virkelige fejltrin der kommer på forsiden og som der er salg i.

Disse munke har grebet deres broder i at have en kvinde i sin celle. Munken har derved forbrudt sig mod en af de tre grundlæggende dyder hos munken, kyskheden.

Men munken havde dermed også forbrudt sig mod lydigheden og formentlig også mod fattigdomsløftet, siden han havde råd til at have en kvinde i sin bolig.

Munkene er fulde af harme og løber over med tungen ud af halsen til deres åndelige fader for at fortælle ham om hvordan det står til hos deres forfaldne broder.

- Du må kunne! siger de. Han har en kvinde inde hos sig.

Den gamle fulgte tavs med dem.

Da broderen, der var blevet afsløret, så dem komme, gemte han kvinden i en tønde i cellen. Flokken kom ind.

- gå nu i gang med at lede efter kvinden, sagde den gamle og gik hen og satte sig på tønden.

Ihærdige og glubske som hyæner finkæmmede de unge mænd munkens celle.

- Finder I ingenting? Spurgte den gamle efter nogle minutter

De så skamfulde på hinanden og forlod værelset en efter en.

Den gamle rejste sig fra tønden, sendte broderen et mildt blik og gik sin vej.

Den unge munk, der havde gemt kvinden i tønden, fik et stik i hjertet og omvendte sig.

Det fantastiske i denne beretning er at munken ikke blev afsløret og dømt, men stikket i hjertet kom da den, der kendte hans synder, dækkede over dem.

Sådan er det også med Jesus. Kristus er selvfølgelig forbilledet for denne beretning. Han er den der kender vores synder, den der kender vores hemmeligheder, vi ikke ønsker skal kommer frem i lyset til dom. Jesus dækker over dem og kalder os til omvendelse frem for fordømmelse. Det er Guds dom over os, at han ser hvad vi gør, men kalder os til omvendelse frem for fordømmelse. Guds elsker os højere end alt andet, han ønsker ikke og se os som fordømte, men ønsker at vinde vores kærlighed. Den kærlighed, der kommer til udtryk i vores omvendelsen. Omvendelsen, hvor vi elsker at gøre Guds vilje, det sande, det gode og det skønne.

Der er blevet bygget en bro, en relation over et stort bælt der ellers adskilte os fra Gud. Kristus er det værk der blev bygget på tre dage. Og ved ham og i ham og med ham, kan vi altid slå ind på omvendelsens vej og frimodigt træde ind i relationen til Gud.

Uden frygt for fordømmelse. Måske kan vi endda holde op med at dømme os selv og hinanden og i stedet rette os op, hver gang vi falder og vende os om til den vej der fører til fællesskab med Gud. Tro på ham, gøre det gode, der får folk til at prise Gud.

Fastetiden er en omvendelses tid. Nu har vi 4 dage tilbage af fasten. Når vi hver dag i denne stille uge koncentrere os om Jesu store værk, bliver vi kaldt ind på omvendelsens vej. Bodens vej.

Vi er ikke kaldet til at stå stille, men til at gå frem i godhed. Det kan kun lade sig gøre i stadig omvendelse og tro. Vor herre Jesus Kristus har allerede vist os, at Gud ikke er langt væk, men lige midt i blandt os. Jesus Kristus er det tempel der er rejst på tre dage og ved at tilbede i dette tempel, det vil sige, at leve i ham, lever vi i det fællesskab vi er skabt til at være i. Her bliver vores gudsbilledlighed pudset frem af snavset, og vi bliver små kristusikoner i verden. Vi kommer til at vidne om godheden. Guds godhed, som dækker over vores synd og fejlslag og giver os mod til at rejse os op og vandre videre frem for at blive lænket i fordømmelse. Vi skal ikke længere fordømme hinanden, for vi er ikke selv blevet fordømt. Gud fordømmer os ikke og derfor blegner den fordømmelse vi dog kan møde hos hinanden. Gud elsker os. Derfor skylder vi også at elske hinanden. Det er det vi er skabt til.

Nu kan vi frimodigt omvende os og gøre det gode. Nu kan vi frimodigt komme til hinanden og til Gud.

Rejs dig op igen! til Guds faders ære!

Ære være faderen og Sønden og Helligånden! Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i evighedernes evigheder.