50 år som præst - 44 år i Betlehemskirken og stadig aktiv. Det er ikke alle, der kan skilte med en så lang karriere. Men det kan Ole S. Madsen. 

Hans Raun Iversen, professor emeritus i missionsteologi ved Københavns Universitet skriver følgende om Ole. 

De mest banebrydende bidragydere i kirke og samfund går ofte under radaren i den større offentlighed. Sådan én er missionspræst ved Areopagos og Bethlehemskirken Ole Skjerbæk Madsen. Da jeg sammen med Christine Tind-Johannessen inviterede Ole Skjerbæk Madsen til at bidrage til en ganske mainstream folkekirkebog med en lidt ny vinkel, Mangefoldet tro og sjælesorg. Multiplicitet som vilkår for mennesker, møder og samtaler (Eksistensen 2019) var anmeldernes reaktion typisk: Hvad skal en så mærkelig (langskægget!) mand i en folkekirkelig bog? Det taler anmelderne til ære, at de kom på andre tanker, da de først havde læst Ole Skjerbæk Madsens indlæg ”Mødet med religiøsiteter: En personlig, teologisk udviklingshistorie”.

 Ole Skjerbæk Madsen er født i 1947. Som teologistuderende blev han dybt inspireret af studiet af de oldkirkelige arbejdsformer og teologiske tanker, der præger den koptiske kirke i Ægypten, hvor han lavede deltagerstudier i flere omgang. I 1972 kom han på besøg i Aarhus, hvor jeg studerede, for at forberede en gruppe studerende på mødet med den koptiske kirke i Etiopien, som vi besøgte omkring nytår 1973. Siden har jeg fulgt Ole Skjerbæk Madsen Madsens teologiske og kirkelige udvikling, dels ved at møde ham ved konferencer og læse hans efterhånden store forfatterskab, dels og i særdeleshed ved at tage på studiebesøg hos ham med københavnske teologistuderende, først i Betlehemskirken, hvor han blev præst fra 1981 (efter seks år i Vigerslev), og siden i forbindelse med missionsprojektet I Mesterens Lys, som fylder 30 år her 2025.

Ved siden af sin dybe indsigt fra de oldkirkelige arbejdsformer (meditation, forbøn, håndspålæggelse, helbredelse, liturgi etc.) har Ole Skjerbæk Madsen modtaget inspiration fra bl.a. den højkirkelige og den karismatiske bevægelse i Danmark. Meget har han taget med sig, meget har han undervejs taget et opgør med, fx det højkirkelige syn på kvindelige præster, jf. Genoprettelse. En bog om Helligånden, kirken og den karismatiske fornyelse, som udkom i 1995, da Ole Skjerbæk Madsen for fuld kraft gik ind i det positive møde med de nyåndelige bevægelser med det store projekt I Mesterens Lys Historie herom har han senest fortalt i en jubilæumsfilm: som kan findes Areopagos’ hjemmeside:  https://areopagos.dk/imlfilm/.

Det centrale sigte i Ole Skjerbæk Madsens virke er overalt det samme: At gøre Jesus Kristus kendt, troet og efterfulgt, så vidt det står til mennesker. I den sags tjeneste opgiver han gerne sine betænkeligheder ved kvindelige præster, ligesom han overvinder angsten for at gå over grænser til mennesker, som lever og ånder i en kultur og en religiøsitet, som ser ud til at være artsfremmed i forhold til kristendommen. Det – sammen med Ole Skjerbæk Madsens dedikerede engagement og store teologiske kapacitet med et stort forfatterskab på akademisk niveau – gør, at han som pionermissionær er på niveau med de klassiske missionærer som Bartholomæus Ziegenbald (1682-1719) i Tranquebar, L.P. Larsen (1862-1940) og Anne Marie Petersen (1878-1951) i Sydindien og ikke mindst den store pioner i Østerlandsmissionen Ludvig Reichelt (1877-1952).

Vi mangler et godt studium i, hvor langt folkekirken og andre danske kirker har taget ved lære af Ole Skjerbæk Madsens konstruktivt lyttende og dialogiske missionspraksis. Under alle omstændigheder er det uomtvisteligt, at mange har haft en fornemmelse af, at det, Ole Skjerbæk Madsen gjorde med fuld styrke, kunne de også forsøge sig med om end lidt mere stykkevist og delt. Ole Skjerbæk Madsen har siden år 2000 haft den gode stilling, at han med sin ansættelse i Areopagos har været fri at nogle af de besværlige bånd, han oplevede i sine senere år som ansat i folkekirken. Der var sikkert mange gode grunde til det, da Kristeligt Dagblads Pris i år 2000 gik til Johannes Aagaard, hvis konfrontatoriske kristendomspraksis Ole Skjerbæk Madsen gjorde op med i slutningen af 1980’erne efter de første erfaringer på de store Sind, krop, ånd- udstillinger i K.B. Hallen og Falkonercenteret. På den måde er Ole Skjerbæk Madsen blevet katalysator for en både kirkeligt og kulturelt afgørende udvikling, som der er mange grunde til at sætte pris på. Kirken og de folkelige religiøsitetsformer er igen kommet i kontakt og dialog – og kulturen er kommet ud af den splittelse, hvor man for 30 år siden stod og råbte til hinanden uden at lytte til hinandens erfaringer.

Selv om udviklingen er vendt, er en kulturkamp aldrig vundet. Tildelingen af Kristeligt Dagblads Pris 2025 kan efter mit bedste skøn bidrage ganske markant til at styrke brobygningerne mellem den folkelige religiøsitet og den kirkelige kristendom i Danmark. At Ole Skjerbæk Madsens personlige indsats gennem et langt liv i sig selv er prisværdig, er der vist heller ingen tvivl om.

Med venlig hilsen

Hans Raun Iversen

hri@teol.ku.dk